Bare fordi man er 200 år gammel, behøver det ikke at være ensbetydende med er man er gået bag af dansen.
Det kunne være mantraet hos forlagsvirksomheden Gyldendal, der netop har meldt sig ind i Foreningen af Danske InternetMedier (FDIM), i håbet om komme til at kende det digitale segment af sine brugere bedre.
Ifølge FDIM er de seneste års voksende antal medlemmer et tegn på, at flere og flere virksomheder går professionelt ind i netmedieaktiviteter. Og det gælder såvel nystartede iværksættere og store veletablerede virksomheder som Gyldendal.
– Vi er meget glade for at byde velkommen til Gyldendal, der er en af Danmarks ældste udgivervirksomheder. Som udgiver er det umuligt at komme udenom at være aktiv på nettet, og derfor at det en naturlig udvikling, at et bogforlag nu i endnu højere grad fokuserer på deres netbaserede aktiviteter, siger direktør Jon Lund, FDIM.
Fra Gyldendal lyder begrundelsen for medlemskabet:
– Igennem de seneste år har vi etableret en række aktiviteter på internettet, og med medlemskabet får vi nu et sæt værktøjer, som kan hjælpe os med at udvikle disse – og helt nye initiativer – til at blive endnu bedre og relevante for brugerne. Inden for flere centrale udgivelsesområder forventer vi således en betydelig vækst i antallet af aktiviteter og sites i løbet af de kommende år, siger Cliff Hansen, der er forlagschef for Gyldendal Digital.
sm