Hvis man vil opleve ægte landbo-romantik, er det sikreste at gå en tur på Frilandsmuseet i Virum eller se “De Røde Heste“ på video, for ude på landet er idyllen stort set afskaffet. Endnu kan man vel finde en gammeldaws bondegård med køer, heste, grise og får, men ejeren er sandsynligvis over 60 år, og hans effektive naboer venter kun på, at han bliver båret væk, så hans agerjord kan omdannes til et gigantisk lokum.
Kløften mellem svineproducenterne og deres omverden øges dag for dag. Griseavlerne føler sig uretfærdigt behandlet, for de fremstiller mange tusinde tons, som exporteres til de fjerneste egne og indbringer Danmark ca. 40 milliarder kroner i fremmed valuta, som kan anvendes til køb af højteknologi. Så skal vi andre ikke ligge og blande os i deres produktionsformer og økonomi.
Svinebranchen er i defensiven. Peter Gæmelke, Landbrugsrådets præsident, er fornærmet, forbavset, fortørnet og forurettet. Vi mangler næsten bare en påstand om, at svineavlere er vor tids forfulgte jøder, men den dobbelte smagløshed har vi endnu til gode. De forfulgte uskyldigheder afviser konsekvent, at der skulle være noget galt med intensiv landbrugsproduktion, og de forbrugere, som måtte mene noget andet, anses for uvidende meningsterrorister, der uberettiget trænger sig ind på privat område.
Bortset fra nogle kolorerede idyl-annoncer fra Danske Slagterier har bønderne ikke følt anledning til at tage til genmæle i form af styret og betalt kommunikation, skønt der må være penge nok til det i betragtning af, at bønderne ikke betaler skat i unødigt omfang.
De står med en dårlig sag. Kvælstof-forurening, vækstfremmere, salmonella, sprøjtegifte, spaltegulve, mineralforurening af mulden og varig skade på såvel drikkevand som vandmiljø er vanskeligt at decimere og bortforklare.
Der er noget krænket over erhvervslivets dialog med omverdenen, og selvom det er halvdumt af statsministeren at referere til et fiktivt besøg i en stald, så er hans kritik udtryk for, at det politiske barometer også registrerer befolkningens voksende utryghed ved produktion af den råvare, der skal forvandles til steg og postej. En britisk supermarkedskæde har allerede meddelt deres danske leverandør, at forbrugerne forlanger kød, som stammer fra dyr, der har levet et hæderligt liv.
I landbokredse er det en udbredt opfattelse, at økologi er et markedsførings-fif, opfundet af SuperBrugsen, og at det i øvrigt forurener mere end industriel avl af animalske og vegetabilske fødevarer. Fronterne er trukket skarpt op, og hvis det ikke skal ende galt, skal der skabes et såkaldt nationalt kompromis om landbrugets fremtid, for i øjeblikket er erhvervet vildtvoksende, og man nærer mistanke om, at alle reguleringer forhales mest muligt for at sikre den maximale udnyttelse af produktionsapparatet.
Danske svineavlere har lov til at holde tre gange så mange svin pr. kvadratmeter som deres svenske kolleger, som heller ikke må anvende vækstfremmende stoffer. Men på Axelborg ved Frihedsstøtten hersker det egentlige landbrugsministerium, og det har tilsyneladende opgivet den åbne og ærlige dialog med kunderne på hjemmemarkedet, for det er vanskeligt at hvidvaske hele bondestanden, også når det gælder de særlige skatte- og momsfordele og tilskud.
Hvis det ikke lykkes at opnå balance mellem svinebaronerne og resten af kongeriget, vil stemningen føre til politiske stramninger og oprettelse af et landpoliti på linie med fiskerikontrollen og gylleudbringningen vil blive satellitovervåget. Forestillingen om bonden som en fribåren mand er romantik, her er tale om en risikogruppe på linie med den kemiske industri.
Mens disse linier skrives meddeler Radioavisen, at vort drikkevand skal renses for sprøjtegifte de næste 200 år. Det er fandeme uhyggeligt, Ole Bole Bondemand!