Skønt landbrugsforhold umiddelbart kan siges at ligge et stykke uden for de plovfurer, der ellers plejes i disse spalter, er der grund til at bemærke det imageskift, som den danske bondestand er i færd med at pålægge sig selv. Nu kan man ligefrem se talsmænd for erhvervet, der henstiller til medlemmerne at tage hensyn til naboerne, når de spreder deres stinkende bakteriebefængte pløre af griselort på agerjorden, som for den moderne kødproducent først og fremmest er et gigantisk lokum, alt for omfattende til at optræde i Guinness Book of Records.
Hidtil har svinebaronerne hånligt afvist enhver anke. Landskabet og luften over det tilhørte jo dem, og folk kunne bare lade være med at flytte på landet, hvis de ikke kunne forstå, at gylle dufter af guld. Ingen skulle blande sig deres måde at distribuere afføring på, og de begrænsninger, der gradvist blev indført, var uhørte indgreb i den frie bondes ret til at lede og fordele affaldet – på samme måde som det stadig synes at være nogle landbrugeres umistelige ret at anlægge private og dermed gebyrfri lossepladser rundt omkring på deres 200 tønder land. Bonden havde altid ret, og da han og hans fæller var i overtal, kunne de styre kommunalbestyrelsen og sikre, at ligningskommissionen bestod af besindige folk med indsigt i landbrugets svingende konjunkturer og den deraf svigtende evne til at betale skat.
Også indenfor det næstældste erhverv er stordrift og fusioner naturligvis vejen frem. Derfor er det gammeldaws familielandbrug model Jens Hansens bondegård lirum-larum-lej snart noget, man skal på museum for at opleve. Det er sgutte rentabelt med køer, heste, grise, høns og får i en stor pærevælling. Man skal specialisere sig i rationel SPF-drift af slagtesvin, da det forholder sig sådan, at vi som et højt udviklet foregangsland sælger afsjælede svinekroppe for at kunne købe avanceret elektronik i de underudviklede lande i Asien, og disse svin skal være lige lange og lige tunge, for ellers passer de ikke ind i ligforarbejdningsmaskineriet.
Gårdslagtningerne og den tekniske udvikling havde den ulempe, at bønderne pludselig blev en minoritet. Det kom bag på dem. Selv bondepartiet Venstre kunne se faren ved, at stadig færre mennesker var beskæftiget indenfor landbruget og måtte sadle om for at opnå tilslutning udenfor gylleland. Også det må bønderne tåle, for de er stadig medlem af den lokale venstrevælgerforening, hvor de møder deres venner og jagtkammerater og søger at sikre sig indflydelse og status. Hvor skulle de ellers gå hen? Engang var de radikale et husmandsparti med appel til tænkende småkårsfolk; det er nu slut, efter at nordsjællandske evighedsstudenter kan erobre valgkredsene fra vestjyske bønder, så det er stadig ikke noget for bønderne, og Det Konservative Folkeparti har for længst opgivet at være landadelens og godsejernes og junkernes beskytter. Hvor skal den danske landmand i dag hente den tryghed og tolerance, han har brug for?
Nu vil landbruget gerne vise sig fra sin pæne side, og dets talsmænd henstiller til medlemmerne, at de advarer deres naboer mod påtænkte giftgasangreb og anvender udstyr, som nedfælder gyllen direkte i jorden fremfor at sprøjte den ud i luften. Man er også villig til at forsøge sig med separationsanlæg af den type som fx Bioscan udvikler, men så skal der saftsusemig ydes tilskud. Det liberale erhverv kan ikke bære så store omkostninger.
Forleden udsendte et af slagterierne en meddelelse om, at afregningsprisen for svin ville blive sat ned for de leverandører, der ikke kunne præstere en hæderlig dyrevelfærd. Et stigende pres fra forbrugerne, ikke mindst i England, gør det nødvendigt at kunne dokumentere, at dyrene er vokset op under nogenlunde anstændige forhold. For få år siden ville bondestandens talsmænd have skreget op om diktatur, hvis de var blevet præsenteret for de nye betingelser, nu er der stille, de må bøje nakken og rette sig efter forbrugernes ønske. Måske falder der en bitter bemærkning hjemme i køkkenet ved voksdugsbordet, men i landboforeningen gælder det om ikke at være for hidsig, for selvdisciplin er det nye mantra, og der lægges mærke til afvigere, der begræder indskrænkningen af retten til at slippe flydende og flyvende lort ud.
Oven i alle besværlighederne kommer de forskellige smitsomme sygdomme, som når som helst kan bryde ud, selv i de specifikt patogenfri svinebesætninger (SPF). I en periode prøvede branchen at skyde skylden på forbrugerne, som ikke iagttog en tilstrækkelig renlighed og omhu, når de tilberedte kødet, men pesten kan ikke fjernes med nyvaskede karklude og pertentlighed med persillen. Og landbruget kan ikke komme gennem den moralske krise ved at indrykke helsideannoncer med Jens Hansens for længst skrottede bondegård. Lirum-larum-nej.