Med et VM i kvindehåndbold, der afvikles i december på dansk grund, og med værdier, der går hånd i hånd, ligner det nyligt indgåede samarbejde mellem Kellogg’s og Dansk Håndbold Forbund et særdeles godt match.
I de kommende tre år vil fem af kvindelandsholdets profiler pryde forsiden af Kellogg’s All-Bran morgenmadspakker. Det er en del af den aftale, som Dansk Håndbold Forbund og Kellogg’s for nyligt indgik. Samarbejdet er sat i værk for at promovere ét fælles mål – vigtigheden af en god morgenmad.
– Sponsorater skal give mening for at være effektive. Research understreger vigtigheden af, at forbrugeren let skal kunne forstå, hvorfor to partnere går sammen i et sponsorat. Og den funktionelle sammenhæng er klart den vigtigste parameter, når matchet vurderes. Det lykkedes Kellogg’s godt her fremfor via fx et klassisk bannersponsorat, siger Michael Toft, ansvarlig for sponsoraktivering hos konsulentbureauet SponsorPeople, der har fungeret som ekstern partner under kontraktforhandlingen.
Emballagen er aktiveringen
Det er især kombinationen af en god start på dagen og en nærende morgenmad, der går hånd i hånd med det aktive liv, en elite håndboldspiller har, lyder det.
– Det er et match, forbrugerne i høj grad forstår og ser samspillet mellem, hvilket tilfører sponsoratet stor værdi. Meningsfyldte sponsorater er med til at skære igennem det clutter af reklamer, forbrugere i dag udsættes for, fortsætter Michael Toft.
Tidligere har Iben Hjejle været affotograferet på emballagen af All-Bran pakkerne, men fremover bliver det nu håndboldpigerne, der skal tiltrække nye kunder. Det klare formål og gode match gør det nemmere for Kellogg’s at måle effekten af det nye sponsorat.
– Aktiveringen af Kellogg’s sponsorat af kvindelandsholdet har et klart formål om at øge salget, og dette sponsorat gør det nemt at måle på effekten af investeringen. Det bliver spændende at se, hvordan det performer, men grundarbejdet er gjort godt, slutter Michael Toft.
Sponsoratet aktiveres i første omgang primært gennem billederne af de fem spillere på emballagen, hvilket holder aktiveringsomkostningerne nede – og langt under prisen for selve sponsoratet.
Sponsoratet løber til 2018 og skal ifølge Kellogg’s også aktiveres ved radiospots og quizzer, hvor man blandt andet kan vinde billetter til de danske VM-kampe i Herning.