Der skal flere tilskuere ind i hallerne, når de danske håndboldkvinder og –herrer løber på banen.

Sådan lyder ønsket fra Divisionsforeningen Håndbold, som derfor lige nu er aktuel med en ny kampagne med budskabet ”Klar til kamp”, og det erklærede mål er at få flere tilskuere til de første spillerunder i bedste række i både herre- og kvindeligaen – 888 Ligaen og HTH Go Ligaen.

Bag kampagnen står bureauet Adtention i Kolding, som i øvrigt tidligere i år også fik den store sportskæde Intersport på kundelisten.

”Håndbold er ikke det samme uden dig” er budskabet, der skal aktivere fansenes følelserne i forbindelse med elitesport og tilhørsforholdet til den lokale klub, og bureauet har fået nogle af ligaernes bedste spillere – Jesper Nøddesbo, Anders Eggert, Sandra Toft og Louise Burgaard – til selv at opfordre publikum til at komme og heppe på deres hold.

Kampagnen ruller i første omgang ruller ud i dagblade både på print, digitalt og på sociale medier og outdoor, og siden følges op med events og publikumsaktiviteter i løbet af hele sæsonen i både herre- og dameligaen.

En bedre totaloplevelse

Og Divisionsforeningens direktør, Thomas Christensen, er ikke i tvivl om potentialet:

– Vi er enormt glade for at vi har fået nogle af landets bedste spillere til at være blikfang for en sport, som er opfundet i Danmark, og som uge efter uge skaber glæde hos sportsglade fans. Vi mener dog, at vi kan skabe endnu bedre rammer for kampene med flere tilskuere og tiltag, der vil gøre totaloplevelsen endnu bedre, siger han.

Med kampagnen for Divisionsforeningen har de fået godt gang i bureauet hos Adtention, hvor man efter en lidt hård periode kan glæde sig over fremdrift – både i form af nye kolleger og en god håndfuld nye kunder siden foråret.

Om den aktuelle kampagne siger kontaktchef Dorte Knold:

– Idéen bag kampagnen har været at skabe et bånd mellem fans og spillere. For på samme måde, som spillerne giver fansene en masse gode oplevelser til kampene, så virker det også modsat. Fans er lige så store helte som spillerne – og sammen skaber de resultaterne.

– Derfor har vi fokuseret på, at sætte ansigt på budskabet i form af kendte spillere fra herre- og dameligaen. Og her har det været rigtig fedt, at både Divisionsforeningen Håndbold og spillerne selv har været med til at bakke op om en kampagne, der hylder fansene og deres loyalitet.