Ældre stjerner som Mikhail Gorbachev, Catherine Deneuve, Keith Richards og Sean Connery har tidligere placeret sig foran den berømte fotograf Annie Leibovitz kameralinser for at posere I reklamer for det franske luksusbrand Louis Vuitton.
Og nu har taske- og kuffertgiganten så allieret sig med astronauterne Buzz Aldrin, Jim Lovell og Sally Ride i sin nye kampagne, som kommer til at køre i en lang række magasiner i juli. Det skriver Wall Street Journal.
Reklamebureauet Ogilvy & Mather står bag kampagnen, som også omfatter en hjemmeside,
louisvuittonjourneys.com, hvor de tre astronauter ser tilbage på deres oplevelser i rummet.
Ifølge Vuitons kommunikationschef Antoine Arnault markerer kampagnen 40-års jubilæet for Apollo 11-missionen og skal ses som en hyldest til ”disse store rejsende”.
Rejsetasken, som optræder i printreklamerne, hedder ”Icare” og er opkaldt efter den græske mytologifigur Ikaros, der døde fordi han med sine vinger af fjer og voks fløj for tæt på solen.
Et smukt symbol, ifølge Antoine Arnault:
– Disse mennesker har jo netop rejst tættere på solen en nogen andre.
De tre astronauter – som jo altså heldigvis i modsætning til den gode Ikraos kom godt ned på jorden igen – har ifølge kommunikationschefen valgt at donere en ”betydelig” del af deres model-honorar til den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gores klimaprojekt.