Gårsdagens artikel om det nye bureau Blink for fotografer, stylister og make-up artister møder massive anklager fra et af branchens etablerede bureauer.
Uffe Buchard, medejer af bureauet Style Counsel, understreger, at stifteren af Blink, Majbrit Lauritzen, ikke er stifter af Style Counsel, sådan som det fremstod af gårsdagens artikel.
– Style Counsel blev stiftet af mig selv og min partner, Kim Grenaa for snart seks år siden. Efter et par års virke købte
Majbrit Lauritzen sig ind i firmaet, men blev senere købt ud igen. Desuden er det ikke rigtigt, at Kristoffer Kosloff har flere års erfaring i branchen. Han var ansat hos Style Counsel i præcis 16 måneder. Derfor må det betragtes som noget af en overdrivelse med de ‘flere års erfaring i branchen’. Kristoffer Kosloff kom fra en stilling i IT branchen og havde ikke tidligere haft noget med produktions, mode eller reklamebranchen at gøre. Alt hvad han ved om branchen kommer
således fra os, siger Uffe Buchard.
– De kontrakter som Blink har fået med nogle af branchens kendte fotografer er således tvivlsom, da vi naturligvis har kontaktet vores advokat omkring sagen, siger Uffe Buchard, der bl.a. nævner, at de omtalte fotografer, som Blink har i deres stald Mads Stahlschmidt og Klaus Thymann er stjålet fra Style Counsel.
– Hos Style Counsel er vi gode til at skabe stjerner og vi er meget stolte af det. Nogle kalder os endda ‘The Star Factory’! Endvidere koster det os mange ressourcer og penge at markedsføre fotografer og stylister indtil de når det ønskede niveau. Det mindste man derfor kan gøre, er at skrive, hvem der har udklækket dem, siger Uffe Buchard, der understreger, at Style Counsel står for næsten samtlige af de repræsenterede kontakter og medarbejdere til det sidst ankomne bureau, Blink.
jür