Konkurrencen er skarpere end nogensinde, når det gælder short-listen til årets Direct Marketing Pris, som uddeles af Post Danmark d. 27. februar.
I den konstatering gemmer sig, at kvalitets-niveauet er højere end sidste år, og spredningen er større end nogensinde. Godt nok var der lidt færre tilmeldinger til konkurrencen end sidste år. Men antallet af short-listede er steget fra 42 til 51 og årsagen er, at kvaliteten er større. Sidste år var der kampagner på short-listen, som næppe havde klaret det i år.
Samtidig finder man i alt 36 bureau-navne på short-listen samt 4 virksomheder, som selv har stået for arbejdet. 4 bureauer har hver 3 arbejder på short-listen, 3 bureauer har 2, mens i alt 29 bureauer hver har et arbejde med. Spredningen på, hvilke virksomheder kampagnerne er for, er mindst lige så stor. Endelig er fordelingen på de 6 k ategorier også mere jævn end nogensinde.
Post Danmarks marketingchef Jakob Kaare Jensen, som også sidder i juryen, er selvsagt svært tilfreds med den store spredning.
– Tidligere har der været større dominans af færre bureauer og i særdeleshed har specialist-bureauerne været synlige i konkurrencen. Det er selvfølgelig dejligt, at så mange andre bureauer nu har taget direct marketing til sig, og at de gør det så kompetent, siger Jakob Kaare Jensen.
Bombardement
Et andet jury-medlem, Per Djervig-Chamby fra Sepia Proximity, mener udviklingen hænger sammen med krisen i branchen. Når man har medvind er forandringsvilligheden ikke så stor, og derfor slår en underliggende trend først rigtig igennem, når der er modvind på markedet.
– Vi har i år også nomineret bureauer, vi aldrig har set før. Spredningen er stor. Men dybest set overrasker det mig ikke. Forbrugerne er udsat for et bombardement af påvirkninger i et mere og mere komplekst mediebillede. I sidste ende er det budgetternes størrelse og frekvensen af indrykninger der afgør, om du overhovedet trænger igennem. Den traditionelle kommunikation har det derfor ikke nemt, spørg blot bureauerne. For at opnå effekt, bliver de derfor nødt til at tænke anderledes. De mange nomineringer til DM dagen i år fortæller, at erkendelsen er på vej. Endda med succes – effekten af kampagnerne er imponerende, siger Per Djervig-Chamby, og tilføjer:
– Kvalitet i direkte markedsføring handler entydigt om strategi, kreativitet og effekt. Med det som udgangspunkt har kvaliteten af de indsendte kampagner til Postens DM dag altid været høj. Danske DM bureauer hører til de bedste i verden, hvilket også afspejler sig i de priser, de henter hjem fra blandt andet USA.
Sepia Proximity er selv et af de bureauer som har fået tre kampagner på short-listen. De andre er: Medialog, Ogilvy One og IdeHuset. De tre bureauer, der har 2 på shortlisten er: Gorm Larsen & Partners, BBDO og Tribal DDB. De fire virksomheder, som selv har indsendt, er Sonofon, Amnesty, Dansk Cyklistforbund og DFDS.
Pris erne i de seks kategorier uddeles ved den årlige DM-dag, der afholdes i Hellerup d. 27. februar. De nominerede kamapgner kan ses på en udstilling i Lagerhal 10, Gammel Vartov Vej i Hellerup d. 24. og 25. februar.