75.000 nye arbejdspladser i den private sektor på ti år. Det var dagens tilbud i går fra SF, der i eget navn, men med fuld Socialdemokratisk opbakning, lancerede et nyt vækstudspil.
Arbejdspladserne skal primært skabes gennem en målrettet satsning på miljø-, klima- og velfærdsteknologi, og ved hjælp af en ny offentlig indkøbsstrategi og partnerskaber mellem det private og det offentlige.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) kalder udspillet »hokus-pokus«, selvom han erkender, at regeringen også vil se på mange af de samme forslag, som SF kommer med.
– Vi arbejder jo også med grøn teknologi, velfærdsteknologi og mange andre ting. Men det er meget fantasifuldt, at de kan finde 75.000 job med den plan. De skylder altså også at svare på, hvordan de vil flytte rundt på erhvervsstøtteordningerne, siger Claus Hjort Frederiksen.
SF kunne i går liste en lang række virksomhedsledere og eksperter op, der ville støtte planen med Grundfos’ regeringskritiske formand, Niels Due Jensen, i spidsen. Fælles for tilhængerne på listen var dog, at de stort set alle lever af netop miljø- energi- og velfærdsteknologi.
Og Vindmølleindustrien undrer sig over, at regeringen ikke er kommet med et lignende udspil endnu.
I Danske Bank havde cheføkonom Steen Bocian tidligt i går hvæsset kniven, og han stak den lige ind i hjertet på SF-planen, som han ligefrem mener, kan betyde tab af arbejdspladser, og den konservative økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen kaldte planen for “ren sovjet-økonomi”.
Berlingske.dk