Danske marketing-bureauer bør holde sig fra at lave ”pseudo”-portaler, ligesom de i det hele taget bør nægte at danse efter ”Googles pibe”.

Sådan lyder det nu fra Forbrugerrådet Tænk. 

Årsagen til den udmelding er, at der de seneste par måneder er dukket et væld af prissammenligningsportaler op på nettet. Problemet er bare, at de ”forvirrer mere end de hjælper forbrugerne”, lyder det fra Martin Salamon, der er cheføkonom i forbrugerorganisationen.

– Det er ærgerligt, at marketing-bureauer lader sig presse til at være med til at forvirre forbrugerne. I sidste ende bliver forbrugeren snydt, siger han og kalder langt størstedelen af de nye prissammenlignings-tjenester for ”reklamekataloger”.

 – Bureauerne er ude i noget, som forbrugerne har god grund til at føle sig ført bag lyset over, siger Martin Salomon. 

Han tilføjer:

– Det her er helt tydeligt ikke noget, som bureauerne er vant til at lave, og det bliver heller ikke gjort helhjertet. Der er ikke ordentlige søgefunktioner, der er ikke så mange varer, som bliver sammenlignet – og der er i det hele taget meget få oplysninger. 

Ifølge Jyllands-Posten, der søndag og mandag har dykket ned i sagen, skal årsagen til boomet i antallet af prissammenlignings-sites findes i den milliardbøde, som den danske konkurrence-kommissær, Margrethe Vestager, sendte til Google som straf for at have forbrudt sig mod EU’s konkurrenceregler. 

Google desuden fik et påbud om at ændre søgeplatformen, så andre prisportaler kunne få samme behandling som Google Shopping-tjenesten, skriver Jyllands-Posten. 

I løbet af få måneder er der så skudt et væld af sammenligningstjenester op. En af grundene til det er, at Google, ifølge avisen, har lokket lokale partner-bureauer til at oprette tjenesterne mod at kunne give annoncører rabatter. 

– Det, der gøres nu, har samme effekt. Google presser andre tjenester meget hårdt og måske bliver andre reelle spillere presset helt ud af markedet med denne metode. For de reelle spillere bliver holdt nede, når Google favoriserer dem, der har ladet sig lokke med annoncør-rabatter, siger Martin Salamon. 

Han henviser til, at dette ikke kun er en dansk problemstilling. I blandt andet England har medierne også beskæftiget sig med sagen. 

– Der er tale om, at Google fortsætter med at udnytte sin dominans med brug af ufine metoder. Nu gør man det bare sammen med lokale bureauer i de enkelte lande. Det her kan kun lade sig gøre, fordi der er danske bureauer, som er villige til at danse efter Googles pibe, siger Martin Salamon. 

Hos QuantAds, der har indgået partnerskab med Google og som blandt andet står bag Price Machine dk, forstår direktør Lasse Rasmussen kritikken, som han dog afviser. Han ønsker ikke at tale Googles sag, men han mener, at søgegiganten forsøger at skabe mere konkurrence. 

– Det tager tid at få det her skubbet i gang. Nu er der så nogle, der mener, at vores hjemmesider kan blive bedre. Det mener jeg også – men der er et udviklerteam i gang. Rom blev heller ikke bygget på en dag, siger Lasse Rasmussen.

Han afviser, at der er tale om, at han og bureauet er blevet presset ud i mere eller mindre forvirrende hjemmesider på grund af annoncerabatten. 

– Jeg vil ikke sige presset. Det er vores eget valg. Vi havde nogle kunder, som gerne ville i gang. Det ligger tæt op ad det, vi laver til daglig. Men Googles rabat – som er på vej væk – har været med til at sætte fut under det her, siger Lasse Rasmussen.

Men er du stolt af det, I har lavet?

– Nej. Men vi er heller ikke i mål endnu. Jeg har ikke et behov for at sætte mig ned og være stolt endnu. Det, jeg er stolt af, er, at vi har lavet det relativt hurtigt. Vi har været meget agile, siger Lasse Rasmussen.

Han tilføjer, at han i forlængelse af Google-samarbejdet nu kan give kunderne nogle nye optimeringsmuligheder, som de ikke har haft før. Det var en af grundene til, at QuantAds startede CSS-forretningsområdet op, oplyser han.  

Hos Forbrugerrådet Tænk håber man på, at EU-Kommissionen vil undersøge sagen. 

Dansk Markedsføring har mandag forsøgt at få en kommentar fra Google. I en e-mail til Jyllands-Posten søndag oplyste selskabets danske kommunikationschef Jesper Vangkilde:

–  Google efterlever EU-Kommissionens afgørelse. Og derfor giver vi alle prissammenligningssider – både eksisterende og nye – de samme muligheder for at vise annoncer fra forhandlere som fra Google Shopping.

Jesper Vangkilde oplyser, at Google ikke har mere at tilføje.