”Han er ikke en mand, der holder sig tilbage, når det gælder markedsføring, og bag hans mod ligger en velovervejet strategisk plan. Han og Danske Bank har med den såkaldte gul-kampagne formået at ændre forbrugernes opfattelse af banken. Kampagnen viser i høj grad, at det kræver noget ekstra at gå nye veje, men samtidig også, at der er store gevinster at hente, til dem der tør og dem, der bygger de nye veje på strategisk indsigt og viden om forbrugerne.”
Sådan lyder de rosende ord fra bestyrelsen i Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB), i forbindelse med at man har valgt at genoplive en ”gammel” pris – Årets Markedsfører.
I aftes gik prisen til manden, der ikke holder sig tilbage, Joachim Rubow, Danske Banks koncernmarketing-direktør – og manden bag blandt meget andet bankens gule og yderst prisbelønnede kampagne.
Prisen blev overrakt i går aftes i forbindelse med den årlige uddeling af branchens effektpriser – Advertising Effectiveness Award (AEA) og Mona Juul, formand for DRRB, sagde i den anledning:
– Det er ingen hemmelighed, at Joachim Rubow til tider er en hård kritiker af bureaubranchen. At han rent faktisk har en fortid i reklamebranchen, gør ham på en gang til en af branchens største støtter og kritikere, der ligger inde med kvalificeret viden om, hvad man kan og bør forvente af sit bureau. Og som det kommunikationsstrategiske talent han er, er der tale om en kompetent analytiker, der blot efterlyser samme professionalisme, som han selv lægger for dagen. Derfor lytter vi. Joachim Rubow er en af de markedsførere, der er med til at udvikle og skubbe branchen fremad. Derfor fortjener han prisen som Årets Markedsfører 2011.
Om årsagen til, at man har valgt at genoplive prisen, hedder det fra DRRB: ”DRRB ønsker at hylde modige og dygtige markedsføringsfolk, at sætte fokus på den strategisk kompetente markedsfører og understrege, at markedsføring er en disciplin, der hører til på direktionsgangen.
Det er de innovative markedsførere, der har kvalifikationerne og den strategiske indsigt til at turde, der er med til at vise vejen for resten af branchen. Og de dygtigste beviser, at det er her, værdien ligger. Derfor skal de hyldes af DRRB.”