Intet mindre end 1.421 tons indsamlet tøj leverede danskerne i foråret, da TV 2, Røde Kors og COOP søsatte kampagnen ”Smid tøjet Danmark” i foråret, og nu høster kampagnen anerkendelse for det innovative tiltag.

”Smid tøjet Danmark” er således nomineret til hele to priser, der uddeles i henholdsvis september og oktober.                                                                                                                                              

Den ene er CSR Partnership Prize – en pris, der uddeles til et CSR-partnerskab, der er skabt på tværs af enten virksomheder, offentlige organisationer, foreninger, NGO’er og brancher med det formål at løse en samfundsnyttig opgave.

Juryens begrundelse for nomineringen af ”Smid Tøjet”-kampagnen lyder således:

– Et spændende og imponerende partnerskab mellem utraditionelle partnere, der alle repræsenterer forskellige sektorer, som er udnyttet til fulde i tøjindsamlingen. Juryen har lagt særlig vægt på partnerskabets innovative kampagne og stærke medieperspektiv. Kampagnen er nået ud til mere end tre mio. mennesker med det flotte resultat, at mere end 1.400 tons tøj er blevet indsamlet til gavn for udsatte mennesker både i Danmark og i resten af verden.

Takke, ikke tigge

Den anden nominering, der er tilfaldet ”Smid Tøjet”-kampagnen er Fundraisingprisen, og her lyder begrundelsen fra Nomineringspanelet:

– Takke, ikke tigge – branding af genbrug som smart – genialt pay off – gode partnere i COOP og TV 2 – veleksekveret kampagne og flot indsamlingsresultat.

Hos TV 2 siger underholdningschef Gitte Madsen:



– Med kampagnen fik vi introduceret danskerne for en helt ny valuta i form af genbrug med hjerte, og samtidig fik vi præsenteret seerne for en helt ny form for indsamlingsshow. Og at så mange virksomheder bakkede op, og at vi nu er nominerede, giver os masser af kræfter til at gøre det igen og sammen med hele Danmark gøre en forskel.

CSR Partnership Prize uddeles den 7. oktober – de to andre nominerede partnerskaber er SOS Børnebyerne, Ingeniører Uden Grænser, Solar Group og Siemens – samt Folkekirkens Nødhjælp og Bilka.

Fundraisingprisen uddeles 8. september.

Læs mere om CSR Partnership Prize her.  

Læs mere om Fundraisingprisen her

Og læs mere om kampagnen hos TV 2 her.