Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensens forsøg på at stoppe Interessebank Danmark er mislykkedes.
– Vi må konstatere, at vi har tabt på alle punkter, siger fuldmægtig hos forbrugerombudsmanden, Peter Fogh Knudsen til Ritzau.
Forbrugerombudsmanden anlagde sagen sidste år fordi han mener, at Interessebank Danmark er i strid med markedsføringsloven.
– Dommerne er simpelthen uenige i vores synspunkt, og det betyder, at man godt kan få et samtykke på andres vegne. Dermed giver markedsføringsloven ikke den beskyttelse, som vi troede, siger Peter Fogh Knudsen.
Interessebank Danmark, som er ejet i en joint venture mellem TDC og Post Danmark, indsamler oplysninger og tilladelser fra danskerne og sælger dem videre til virksomhederne, som selv udsender reklamerne til de interesserede danskere.
Databasen gør virksomheder i stand til at målrette reklamer specielt til de danskere, som er interesserede i dem – også selvom de ikke er generelt interesserede i at modtage reklamer og har takket nej til reklamer via CPR-registeret.
Interessebank Danmarks synspunkt har hele tiden været, at man godt kan sende reklamer direkte til personer, som har sagt ja tak til Interessebank Danmark, selvom de samtidig står opført i CPR med et nej til reklamer.
– Var dommen gået os imod, havde forbrugerne kun kunnet vælge mellem alle direct mails eller ingen direct mails, bortset fra muligheden for selv at henvende sig til de virksomheder, de ønskede direct mails fra, hvilket ville være urimeligt besværligt, siger koncernchefjurist og advokat Jens Heurlin fra Post Danmark.
180.000 danskere er i dag tilmeldt Interessebank Danmark, og henved 1000 virksomheder betaler i dag for tre måneder ad gangen for at få adgang til den attraktive forbrugerdatabase.