Der er ingen tvivl om, hvem der dominerer reklamemarkedet rent image-mæssigt. Det gør Wibroe, Duckert & Partners efterfulgt af Kunde & Co. I hvert fald har Partners de sidste 3 år indtaget førstepladsen hos annoncørerne i Berlingske Tidende Nyhedsmagasins årlige bureau-analyse, mens Kunde & Co har indtaget 2. pladsen – dog undtaget sidste år, hvor Bates Red/Cell og BBDO henviste bureauet til 4. pladsen. Sidste år var det et dårligt skudsmål på Evnen til at samarbejde, der gjorde ondt på Kunde & Co, men der har været en klar fremgang til i år, og set over tid er det således Partners og Kunde, der tegner markedet.
Forskellen mellem de to skal først og fremmest findes på Kreativitet, hvor annoncørerne rangerer Kunde væsentlig lavere end Partners. Der er dog fremgang at spore i år for Kunde & Co, som i øvrigt må leve med, at bureau-lederne ikke engang placerer bureauet på Top 10, når de bliver spurgt om deres favoritter. Men det lever Jesper Kunde givet ganske godt med, når bare annoncørerne giver ham et godt skudsmål.
Bates/Red Cell og BBDO er også stabile på de efterfølgende pladser på listen, mens Halbye, Kaag og Thompson med et spring de sidste to år fra en 28. plads over en 10. plads til en 6. plads i år placerer sig som årets højdespringer.
Blandt mediabureauerne er der stor stabilitet. OMD topper efterfulgt af Mediaedge:CIA og MediaWise, og det er helt som sidste år. fin