5 dages overvejelse efter at være blevet briefet er, hvad Steen Halbye brugte, før han traf beslutningen. Selvom et nyt teleselskab på det danske marked kan være en godbid for et reklamebureau, har han besluttet at trække Halbye & Kaag fra bureau-konkurrencen, hvor han skulle have været oppe mod Grey København, Robert/Boisen og TBWA.
– Der er ikke lagt op til en proces, der egner sig til at skabe langtidsholdbare løsninger, og det er det, vi ønsker at stå for. En proces, hvor du ikke tilrettelægger kampagnen i tæt dialog med kunden, tror jeg ikke på – og i særdeleshed ikke på nystartede virksomheder som 3, siger Steen Halbye og peger på, at der bl.a. er lagt fokusgrupper ind i evalueringen af bureauernes forslag.
Marketingdirektør Mads Eriksen beklager, at Halbye & Kaag har besluttet at trække sig på nuværende tidspunkt.
– Jeg er ikke enig i, at man ikke kan skabe langtidsholdbare løsninger gennem den proces, vi har lagt op til. Vi mener, den ligger helt på linje med de rammer, sådan en opgave skal ligge op af. Afgørelsen kommer selvfølgelig til også at bygge på vores egne vurderinger. Fokus-grupperne er med for at give en pejling, siger Mads Eriksen og tilføjer, at konkurrencen nu kører videre med de tre tilbageværende bureauer.
Tidsfristen er dog skubbet til anden uge i januar, fordi det ikke kunne lade sig gøre at etablere fokusgrupper før jul. fin