Halbye, Kaag & Framfab er nu Halbye & Kaag – uden Framfab. Steen Halbye og Carsten Kaag har købt reklamebureauet af Framfab og kører det videre i eget regi. Handlen får ingen indflydelse på bureauets daglige drift, understreges det i en pressemeddelelse.

Handlen er desuden en naturlig konsekvens af, at Framfab ikke alligevel vil søge at opbygge en bureau-kæde inden for gruppen. Kridsen har kradset hos Framfab lige som hos så mange andre i den branche, og derfor har Framfab valgt at have rent fokus på kerne-forretningen i form internet konsulent-ydelser. Framfab vil dog fortsat samarbejde med Halbye & Kaag.

– Alliancen med Framfab har gavnet os fagligt. Vi har lært meget ved samarbejdet og vi har tilegnet os kompetencer, vi ikke havde tidligere. Vi føler, vi har fået en god position på det nordiske marked som vi glæder os til at arbejde videre med, siger Steen Halbye.

Han vil ikke afvise, at bureauet igen går ind i en alliance med en større gruppe. – Men jeg siger heller ikke, at det sker. Det har vi ganske enkelt ikke taget stilling til. Vi har ikke travlt, og vi vil nu koncentrere os om at udvikle bureauet i den nye ramme, sgier Steen Halbye.

Halbye & Kaag har 20 medarbejdere og arbejder for kunder som Carlsberg, Europæiske, Anders And og McKinsey. fin