Der blev fuldt hus til Halbye, Kaag Thompson i konkurrencen om SAS’ reklamebudget. I fredags blev det offentliggjort, at bureauet havde slået bl.a. svenske Forsmann & Bodenfors og Garbergs i opløbet om det overordnede budget. Og i går blev det så offentliggjort, at Halbye, Kaag & Thompson også har vundet opgaven at varetage markedsføringen af SAS Danmark.
Samtidig er der sket det, at Jens Wittrup Willumsen er flyttet fra jobbet som senior vice president med ansvar for SAS’ overordnede markedsføring til jobbet som vice administrerende direktør i SAS Danmark. På den måde kan man sige, at Halbye, Kaag & Thompson nu har fået placeret sig meget centralt i forhold til markedsføringen af SAS.
I Sverige har man valgt Garbergs til lokalt bureau, mens SAS Norge endnu ikke har valgt bureau. Norge er det land, hvor der er størst behov for lokal markedsføring.
Marketingdirektør Jens Aaløse siger om valget: – Vi har i opstartsfasen talt med 14 danske bureauer, og vi valgte at gå i en tættere dialog med de fem. Målet med processen var at finde en samarbejdspartner, som sammen med SAS Danmark kan udvikle selskabets fremtidige kommunikative platform. Dialogen med de fem bureauer har været uhyre konstruktiv og vidner om et stort engagement fra alle involverede bureauer. De mange positive indtryk har samtidig gjort udvælgelsen svær, udtaler marketingdirektør i Scandinavian Airlines Denmark, Jens Aaløse.
Samarbejdet begynder fra dags dato, så man kommer hurtigt i gang med de opgaver, der skal sikre, at SAS også i fremtiden fremstår som en moderne rejsepartner.