Knap en halv million pensionister får nu så lidt ud af deres pensionsopsparing, at det svarer til, at de betaler topskat eller mere.
Dermed er antallet af pensionister, som ikke får fuld folkepension, fordi de selv har sparet op, steget med 140.000 personer siden 2007, viser en analyse, Danica Pension har foretaget for Politiken.
Det drejer sig især om mellemindkomstgruppen af blandt andre skolelærere, sygeplejersker og politifolk, som har sparet meget op via arbejdsmarkedspensioner, og antallet vil stige mange år frem. Danicas analyse viser, at staten hvert år sparer mere end syv milliarder kroner på, at statskassen udbetaler mindre i folkepensionstillæg til folk, der selv har sparet op, skriver Politiken onsdag.
Pensionsopsparingen bliver en dårlig forretning for flere, fordi systemet er indrettet sådan, at jo mere man selv har sparet op, desto mindre får man fra det offentlige.
Politiken/ritzau/