Mens Danmark er ved at komme i arbejdstøjet igen efter sommerferien, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet, at det nu er under halvdelen af befolkningen, der er i arbejde.
Af de godt 5.560.000 borgere i landet i begyndelsen af 2011 var kun knap 2.700.000 i job. Det svarer til knap 49 pct. af den samlede befolkning.
De ikke-arbejdende er blandt andre arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, pensionister, børn og studerende.
Udviklingen er både ny og bekymrende, siger formanden for Arbejdsmarkedskommissionen, Jørgen Søndergaard, der tillige er adm. direktør i Det Nationale Forskningscenter for Velfærd til Jyllands-Posten.