Mens de fleste medieflader fyldes med et overflødighedshorn af julegaveideer, lancerer Hamleys i Danmark ”The Toy Mission”. En enkel idé, der handler om at stille en platform til rådighed, der forbinder dem, der mangler legetøj – med legetøj der ikke bliver leget med.

Så mens forældre tænker over alle de nye julegaver, der skal rykke ind til de små præmiebørn, er der nu en mulighed for at få ryddet lidt op i de gamle gaver – til glæde for nogen, der kan bruge dem.

Det er groft sagt missionen hos Hamleys – verdens ældste legetøjs butik. Her er et ambitiøst projekt startet, der handler om at finde nye hjem til ”uønsket” legetøj. Derfor har Hamleys skabt ”thetoymission.dk” – sitet hvor du kan give dit gamle legetøj videre.

Hvad håber I at opnå med The Toy Mission?

– Der ligger bogstaveligt talt millionvis af legetøj rundt omkring i kældre, papkasser og skuffer. Det er hverken godt for legetøjet eller dem, der kunne have glæde af legetøjet. Vi håber, at få legetøjet ud af kasserne og hen til et bedre hjem. Det er godt for legetøjet, legebørnene og for miljøet, forklarer Pernille Gettermann, marketing manager, Hamleys Nordics.

Hvem fik ideen?

– Faktisk var det Halbye Kaag JWT, og vi er super glade for, at vi med deres hjælp endelig er lykkedes med et reelt og relevant CSR projekt.

En forholdsvis stor satsning for en isoleret juleevent?

– The Toy Mission er et langsigtet projekt for os på Hamleys. Det er en måde at dele og give noget videre, som man har haft glæde af, men nu er vokset fra eller ikke bruger længere.

– Og vi starter i det små og udvikler sideløbende på sitet, for vi har en ambition om at bygge det større. Vi har ikke konkrete mål om antal brugere eller størrelse, det er jo faktisk et værktøj, som vi og brugerne kan benytte sig af, når det er relevant.

En ejendommelig forretningsmodel?

En legetøjsbutik der giver gammelt legetøj væk – det lyder ikke som en god forretning?

– Jo, da. Der vil altid være et marked for nyt legetøj, så vi kommer ikke til at kunne mærke det på vores kerneforretning. Til gengæld kan vi nu give det legetøj videre, vi selv bruger i butikkerne. Det legetøj, der har været fremme, som vi ikke kan sælge, men gerne giver væk til et godt formål. Legetøjet der er blevet leget med, kan jo sagtens glæde andre – det skal bare finde det rette hjem.

”Give væk” – det lyder mere som Charity end CSR?

– Det er ikke Charity, selv om det kunne blive brugt til det. Vores Charity består blandt andet af vores deltagelse i ”Spisebaren”, der er Illums arrangement, hvor vi giver legetøj væk til mindre bemidlede den 22. december.

Så du påstår, det er CSR?

– Helt afgjort. The Toymission er CSR, hvis du analyserer det. Vi ser sådan på det: Vi sælger gaver, og vi lader børn lege med vores legetøj i butikkerne. Det legetøj er ganske udmærket – og kan ikke sælges, men det skal da ikke smides ud. Lidt ligesom alt det gode legetøj, der ligger rundt omkring i landet, det skal da bruges. Legetøj er skabt til at blive leget med. Så selv om man er vokset fra noget, eller hoppet på en ny dille – så kan legetøjet glæde andre.

Kan du uddybe?

– Det er helt naturligt for en virksomhed som Hamleys at opfordre folk til at skænke det gamle legetøj en tanke, inden det smides i kælderen eller endnu værre, i skraldespanden. Det er derfor, vi har skabt thetoymission.dk., tilføjer Pernille Gettermann.

Det ”sørgende” legetøj kan bruges

En af de gimmicks, I søsætter, er ”Sad Toy”. Hvem er Sad Toy?

– Sad Toy er vores symbol på ”The Toy Mission”. Den er designet til at fungere på tværs af de sociale medier og digitale flader. Men findes både som en fysisk figur, i 2D og sågar 3D.  Den symboliserer, hvordan ubrugte legetøjsfigurer har det, en slags emotionel katalysator for vores overordnede kampagneidé.

– Det, vi er specielt stolte over, er, at logoet er så dynamisk, at det både rejser fysisk, som foto, som ikon og som en del af identiteten på tværs af diverse new medias, forklarer Simon Woller, kreativ direktør hos Halbye Kaag JWT

Hvilke medier bruger I ud over websitet?

– Det er en fuldt integreret kampagne, men kampagne-elementerne bliver synlige undervejs. Vi er startet med at drive vores #sadtoy på de sociale medier. En hashtag, der senere vil blive knyttet til legetøjet, der er på selve sitet thetoymission.dk. Derudover støtter vi op med lancerings-print i mindre skala afhængigt af behov. Det vil så blive fulgt op af Instore, Outdoor og en egentlig print- og radiokampagne.

Hvordan virker thetoymission.dk mere konkret?

– Det eneste, du skal gøre, er at tage et foto af det gemte og glemte legetøj og lægge det op på thetoymission.dk. Så kan det gives videre til en, der får glæde af det, du selv har haft glæde af.

– Du kan også aflevere det hos os i Hamleys-butikken på Vesterbrogade 1 – lige ved Tivolis hovedindgang. Så kan vi give det videre. Selv donerer vi det legetøj, der allerede har været fremme i vores butikker – i vinduerne og i legehjørnerne. Alt det, vi ikke sælger, men med glæde giver væk til et godt formål, slutter Pernille Gettermann.