Apple er iPods, iPads, iPhones, men som Nyhedsmagasinet Ræson skriver i dag, så er Apple også meget mere end det: ”
Apple er en kirke”.
Apple har således formået, selvom det er i dag er verdens næststørste virksomhed målt på markedsværdi, at fastholde et rebelsk og fandenivoldsk image, der gennem årene har trukket flere og flere trofaste støtter til brandet.
Og hvis Apple i dag kan ses som en kirke, så var der indtil i nat ingen tvivl om, hvem der var religionens ypperstepræst.  Det var Steve Jobs.
Han døde i nat blot 56 år gammel efter længere tids sygdom. Efter dødsfaldet har verdens mægtigste mænd stået i kø for at kondolere, og det har ikke skortet på lovord fra præsidenter, konkurrenter og beundrere.  Steve Jobs er blandt andet blevet kaldt vor tids Thomas Edison.
At Steve Jobs skulle opnå den status var der ikke meget, der tydede på, hvis man spoler tilbage til Apple-medstifterens ungdom og vurderer ham efter nutidens uddannelsesfetichistiske målestok. Han var en langhåret rebel, der droppede ud af universitetet og aldrig fik en formel uddannelse. I stedet etablerede han en computerbiks i forældrenes garage. Det gik okay, og resten er historie.
Igennem årene blev han således en af de personer, der har været med til at ændre opfattelsen af IT, computere og software fra at være noget meget nørdet med spil og den slags til et uvurderligt værktøj i hænderne på forretningsfolk og ganske almindelige mennesker verden over.
Steve Jobs udstak nye retninger, først med Macintosh computere og senere – da han vendte tilbage til Apple efter flere års fravær – med iPods, iPhones og iPads.
Det placerer Steve Jobs blandt de personer, der i allerhøjeste grad har været med til at forandre den måde, verden ser ud på i dag, og derfor har Adweek lavet en lille tilføjelse til en ikonisk Apple reklamevideo udarbejdet af TBWAChiatDay fra slutningen af 1990’erne.
Filmen hedder ”Crazy Ones”, og den fejrer de rebeller, der har formået at tænke ud af boksen og dermed været med til at forandre verden. Den viser personer fra John Lennon til Gandhi. Og nu Steve Jobs, og du kan se den herunder.
Hvad der kommer til at ske med brandet Apple efter ypperstepræstens død, henstår i det uvisse, men vi kommer til at følge udviklingen tæt.
/embed>/embed>/embed>/embed>