Bestyrelsen på Handelshøjskolen i Århus (ASB) besluttede i går at godkende en fusion med Aarhus Universitet. ASB bliver dermed del af det nye Aarhus Universitet sammen med Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks JordbrugsForskning.
– Vi har fået opfyldt vores betingelser, og det er derfor med stor tilfredshed og glæde, at vi nu kan skrive under på fusionskontrakten med Aarhus Universitet. Fusionen får stor betydning for både vores medarbejdere, studerende og erhvervslivet i Danmark. Den giver helt nye muligheder for, at vi kan udnytte ASB’s kompetencer og sætte turbo på den gode udvikling, vi allerede er i gang med. Sammen med vores nye partnere i det nye Aarhus Universitet vil vi kunne markere os internationalt blandt de allerbedste, udtaler formand for ASB’s bestyrelse Erik Højsholt.
De tre betingelser, der ligger til grund for godkendelsen af fusionen med Aarhus Universitet, er:
• Handelshøjskolen i Århus bliver det nye Aarhus Universitets Handelshøjskole (i form af en såkaldt ”professional school”) og vil således kunne bevare sit stærke brand og tætte tilknytning til erhvervslivet.
• Minister Helge Sander har tilkendegivet, at han vil foreslå en ændring af universitetsloven, så den kommer til at omfatte ”professional schools”. Dette vil bl.a. skabe rammerne for etablering af flere lignende skoler i fremtiden.
• Handelshøjskolen i Århus’ basisbevilling til forskning bliver hævet som en del af fusionsaftalen. Fusionen muliggør, at dette til dels kan finansieres via et salg af Handelshøjskolens bygninger til staten. Dette køb skal godkendes af Finansudvalget. Flere ressourcer til forskning betyder samtidig en styrkelse af uddannelserne. MSOL