Til forskel for bestyrelsen på CBS, som bare vil være sig selv, så har bestyrelsen for Handelshøjskolen i Århus meddelt Videnskabsministeriet, at man er klar til at gå i realitetsforhandlinger med Aarhus Universitet og VTU om en mulig fusion, hvis der kan findes støtte for en mere vidtgående vision om et bredt universitet i Århus.
– I Århus har vi nu en unik mulighed for at skabe den rette synergi mellem stærke grundforskningsmiljøer og erhvervsrettede professionsskoler. Det vil kunne gøre Århus til en af de bedste forsknings- og uddannelsesbyer. Samtidig kan den regionale dækning af det brede universitet være med til at skabe vækst i hele den midtjyske region, siger bestyrelsesformand Erik Højsholt og understreger, at det også er et mål at sikre, at der reelt kommer merkantil forskning og uddannelser i verdensklasse ud af fusionen – til glæde for virksomheder, organisationer og samfund.
Kun en mere vidtgående vision kan efter Handelshøjskolens mening begrunde en fusion og dermed sikre, at der reelt kommer merkantil forskning og uddannelse i verdensklasse ud af en fusion.
Forskning og uddannelse i verdensklasse er netop regeringens målsætning med hele fusionsarbejdet på de danske universiteter.
Handelshøjskolens bud på et større og bredere universitet i Århus er, at Aarhus Universitet, Handelshøjskolen i Århus, Ingeniørhøjskolen i Århus, Danmarks Journalisthøjskole, Arkitektskolen i Århus, Det Jyske Musikkonservatorium og de to sektorforskningsinstitutioner, som forventes fusioneret med Aarhus Universitet – Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Danmarks JordbrugsForskning (DJF) – alle bør samles i et nyt og større universitet i Århus.
– Der skal jo ikke megen fantasi til at forestille sig de mange tværfaglige kombinationsmuligheder, som et sådant nyt universitet vil kunne udvikle, siger Erik Højsholt og fortsætter:
– Det nuværende Aarhus Universitet står stærkt blandt verdens bedste universiteter på det grundvidenskabelige område. Et nyt og større universitet i Århus kan opnå større styrke og international gennemslagskraft på det erhvervsrettede område ved at kombinere grundforskning med den brugerinspirerede forskning, som foregår på Handelshøjskolen og de øvrige institutioner, der har deres faglige fokus på særlige professioner. MSOL