Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr er onsdag i Istanbul for at styrke samarbejdet mellem Tyrkiet og Danmark, når det gælder vedvarende energi og grøn teknologi.

Hun skal blandt andet mødes med nogle af de 500 danske virksomheder, som allerede er etableret i landet. Her vil hun samle inspiration til, hvordan Danmark kan øge eksporten til Tyrkiet, som er en voksende økonomisk magtfaktor, der hurtigt kom sig ovenpå den økonomiske krise. Ministeren håber, at møderne i den tyrkiske hovedstad senere vil føre til vækst i ordrebøgerne hos en række grønne danske virksomheder.

–Tyrkiet vil de kommende år investere flere milliarder i vedvarende energi, både vind og sol. Samtidig stiller den voksende tyrkiske middelklasse stigende krav til rent vand, affaldshåndtering og miljø. Her skal vi fra dansk side byde ind, da vi har mange af de løsninger som efterspørges. Og så har vi en stor ressourcebase i Danmark med mange veluddannede nydanskere af tyrkisk afstamning, siger Pia Olsen Dyhr i en pressemeddelelse.

Berlingske