Det er ikke helt let at finde frem til Dansk Markedsføringsforbunds nye formand i begyndelsen af maj 1997. Saatchi & Saatchi Advertising, hvor Jens Thrane-Møller er kontaktdirektør, er nemlig netop flyttet til nye lokaler på Kgs. Nytorv i København, og håndværkerne har ikke levet helt op til aftalerne, så bureauets medarbejdere må finde sig i at arbejde i byggerod lidt tid endnu.
Konturerne af nogle meget spændende lokaler kan dog mere end anes og Jens Thrane-Møller’s kontor finder man næsten oppe under taget, med en flot udsigt ud over Kgs. Nytorv.
Da hovedbetyrelsen efter Dansk Markedsføringsforbunds generalforsamling i april skulle konstituere sig, blev den 33-årige Jens Thrane-Møller valgt til formand og efterfølger dermed Lars Thomassen, der efter 4 år på posten havde valgt at gå af. På redaktionen har vi gået hukommelsen grundigt efter, og vi kan ikke finde frem til en formand, der har været yngre ved tiltrædelsen. Men på den anden side er der ikke noget usædvanligt i det heller – en meget stor del af DMF’s formænd har været midt eller sidst i 30’erne, så DMF har snarere tradition for at finde sin formand i den ende af aldersskalaen.
Jens Thrane-Møller’s tilknytning til DMF går tilbage til midten af 80’erne og han har været med i Mediaforum’s bestyrelse siden klubben gennemførte et generationsskifte i starten af 90’erne. De seneste 3 år har han været formand, men den post overlader han meget snart til en anden.
Jens Thrane-Møller er en mand, der prioriterer udvikling højt – både når det drejer sig om karrieren og når det gælder det arbejde og det engagement, han lægger i DMF.
– Hvis du bare repeterer det du kan hele livet, så udvikler du dig ikke særlig meget, siger han.

I GANG I STUDIETIDEN
Ønsket om udvikling var også én af grundene til, at han efter 8 1/2 år i Det Berlingske Hus valgte at skifte til bureau-branchen i 1995. Jens Thrane-Møller kom i gang i Pilestræde allerede i studietiden, så hans tilknytning til huset har naturligvis præget ham meget. Det første job var som abonnementsservicemedarbejder i sommerferien – det betyder, at han tog sig af kundeklagerne – men han steg forholdsvis hurtigt i graderne. Allerede efter nogle måneder blev han salgsplanlægningsassistent i Annoncecentret og avancerede hurtigt til først marketingkoordinator og siden reklamechef og marketingchef i Annoncecentret. Da de to salgsorganisationer – bladsalg og annoncesalg – fusionerede, blev Jens Thrane-Møller tilbudt job som marketingchef for De Berlingske Dagblade. Det vil sige, at han fik ansvaret for markedsføringen af Berlingske Tidende, BT og Weekend Avisen – både over for annoncører, læsere og forhandlere.
Den nye formand er cand. merc. i kommunikation og strategisk planlægning fra Handelshøjskolen i København og har desuden IAA’s Diploma-uddannelse. Karrieren er et resultat af, at han i mange år har vidst, at han ville arbejde med kommunikation. Interessen har længe ligget i markedsføringens verden. Tilknytningen til Handelshøjskolen har han hidtil bevaret, idet han både har undervist og været censor. Det har han først og fremmest gjort, fordi det er sundt at blive ved med at lære nyt, men der vil blive droslet ned på det nu, fordi formandsjobbet kommer til at kræve mere tid.
– Perioden i Det Berlingke Hus var præget af en ekstrem dynamik. I et bladhus får du både indsigt i hele produktet og samtidig i mange andre branchers problemstllinger. Du skal ikke bare kende dine egne, men også dine kunders kunder. Når du arbejder med markedsføring – og måske især med en avis – får du en synlighed, som er en gave. En gave, fordi synligheden betyder, at du får tilbagemelding og respons. Det er let at komme i snak med folk, fordi de fleste har en mening om det, du laver.

BUREAUJOB I MAVEN
I virkeligheden var jobbet som marketingchef drømmejobbet i Det Berlingske Hus for Jens Thrane-Møller. Det var svært at se det naturlige næste step i huset, og et bureaujob havde også ligget og luret “i maven“. Jens Thrane-Møller ville gerne i gang, inden han blev for gammel, så da han blev kontaktet af ledelsen på Saatchi & Saatchi – det var på det tidspunkt Preben-Erik Nielsen og Jacob Grønlykke – valgte han at sige ja til en ny udfordring og blev kontaktdirektør på bureauet med sæde i bureauets ledelse – i dag sammen med Jacob Holm, Patrick Isaak og Carsten Boye – og ansvaret for kunder som Den Danske Bank, Danske Invest, Hans Just og Politikens Hus.
Dansk Markedsføringsforbund har fået en stor del af de forholdsvis sparsomme fritimer. Og forbundet er blevet prioriteret på grund af en faglig nysgerrighed og så det faktum, at man her kan blive udfordret på nogle felter, som man måske ikke normalt bliver udfordret på.
– Det branchenetværk som Dansk Markedsføringsforbund er med til at skabe, er en meget væsentlig del af forbundets berettigelse. Det er grundlæggende sundt, at konkurrenter er i dialog, og det kommer man i DMF, både når man mødes i klubberne, til arrangementerne og når man bliver “sat til“ at diskutere med sine konkurrenter i de mange debatter, som forbundet også tilbyder medlemmerne at overvære og deltage i.
For Jens Thrane-Møller er nøgleordene for DMF’s eksistensberettigelse debat og viden.
– DMF er det naturlige mødested for branchen, også fordi det er upolitisk. I forbundet har du alle interessenter repræsenteret og mange forskellige interesser. Forbundet er jo en helt unik organisation – fordi det baserer sig på frivillighed og et stort engagement i klubberne.
Som nyvalgt formand vil Jens Thrane-Møller ikke komme med store, forkromede programerklæringer – det er ganske enkelt ikke hans stil. Han tror generelt på, at handling talere højere end ord.
– Jeg er ikke revolutionernes mand, for det er ikke nødvendigt, men har selvfølgelig nogle ting, der skal prioriteres. For det første skal der overskud i kassen. Der skal sættes tæring efter næring. Det økonomiske mål er, at kontingentindtægterne skal dække omkostningerne, således at klubbernes eventuelle indtjening kan sættes i nye medlemsrettede aktiviteter. Og for det andet skal attraktiviteten både for medlemmerne og for klubberne øges.
– DMF skal være mere end bladet Markedsføring. Der skal være plads til at lave arrangementer, som ikke nødvendigvis giver overskud, fordi det også kan høre med til at tale forbundets sag. Den gode udvikling, som forbundet er inde i, skal fortsætte, og den nye hovedbestyrelse vil arbejde videre med det strategiske grundlag som blev skabt i den “gamle“. Det handler om at implementere strategigrundlaget og gøre de gode tanker til virkelighed. Forbundet skal fortsat arbejde for debatten, for vidensformidlingen og for at sikre markedsføringsbranchens interesser.
Jens Thrane-Møller får en hovedbestyrelse at arbejde sammen med, som er ny på flere poster. De nye medlemmer er alle hentet i klubbernes bestyrelser, og det er en ny linie for DMF.
– Men det er vigtigt at understrege, at hovedbestyrelsen ikke er en ny Styregruppe. Hovedbestyrelsens fornemste opgave er at varetage medlemmernes interesser, mens Styregruppen er klubbernes forum, som bl.a. skal tjene til inspiration, samarbejde og erfaringsudveksling. Det er formandens opgave at sikre, at tingene fungerer og at DMF flytter sig strategisk – og så er det naturligvis vigtigt at prioritere og delegere. Dansk Markedsføringsforbund har i dag et meget velfungerende sekretariat og en Styregruppe, som fuldt ud er i stand til at løse en lang række af opgaverne, siger Jens Thrane-Møller.
Den nye formand forventer naturligvis, at DMF vil kræve mere af hans tid – men på den anden side har han længe været vant til, at forbundet har figureret jævnligt på kalenderen, så forandringen bliver ikke SÅ stor – hverken for ham selv, eller for familien, der tæller Solveig Thrane-Møller, landschef for Kinnevik-stationen TV 3+, og Sofie på 5 1/2 måned.

Læs i øvrigt om generalforsamlingen i Dansk Markedsføringsforbund på siderne 24-27…ILLUTEKST:
Jens Thrane-Møller, ny formand for Dansk Markedsføringsforbund. Til daglig kontaktdirektør på Saatchi & Saatchi. Foto: Anne Bang.