Grey i Norden drager nu den fulde konsekvens af den stadig stærkere integration mellem landene – i hvert fald set fra erhvervslivets side. Grey samler alle sine selskaber i en ny fælles nordisk koncern under navnet Grey Nordic med i alt 1500 medarbejdere og 7,3 mia. kr. i omsætning. Koncern-chefen for GCG i Danmark, Hans Gundesen, bliver ny nordisk chef.
Den nordiske struktur går langt videre end en alliance. Der bliver tale om en egentlig legal struktur, hvor alle enheder er ejet af det fælles holding-selskab, således at der kun vil være en ledelse i spidsen for Grey i Norden. Hans Gundesen vil råde over en række stabsfunktioner, mens der for hvert af de fire lande vil være en landechef, der har ansvaret for alle Grey-selskaber i landet – d.v.s. både reklambureauer, mediebureauer og GCI-systemet, der bl.a. omfatter pr-bureauet GCI Mannov. I Danmark bliver Carl Erik Kjærsgaard landechef. Herudover vil der være nogle koordinatorer på tværs for GCI og MediaCom. Hans Gundesen vil udfylde denne rolle for MediaCom.

Strukturen tager sigte på at gøre Grey i Norden mere handlekraftig.
– Man må have en tilstrækkelig gennemsigtighed og et sæt fælles holdninger for at få et sådant samarbejde til at fungere, siger Hans Gundesen.
Han forventer, at der vil være en rationaliserings-gevinst i forhold til den fælles afrapportering over for moderselskabet i USA samt i forhold til nogle af de centrale funktioner. Men herudover satser Hans Gundesen på, at samlingen af stabsfunktionen først og fremmest giver større kompetence og flere muligheder.
Udover finans, vil det danske Grey Academy komme til at fungere på nordisk plan. Der kommer også en stabsfunktion for digitale medier, der skal koordinere implementeringen af nye medier over alt i koncenren. Og så kommer der en stabsfunktion for new business og projekter.
Holdingselskabet bliver dansk, og Hans Gundesen vil blive siddende i Danmark – men det betyder ikke, at hovedkontoret kommer til at ligge i Danmark. Stockholm vil f.eks. ofte være et naturligt mødested. fin