Living Brands kan i sit andet regnskabsår notere sig en fordobling på alle parametre. Bruttoavancen steg fra 4,1 mio. i 2002 til 9 mio. i 2003, medarbejdertallet steg fra 4 til 9 i gennemsnit og årets resultat steg fra 700.000 til 1,25 mio. kr.
Man hører således ingen klynkeri fra bureauet, der er stiftet af fire partnere med en fortid hos bl.a. Leo Burnett og har Nørgaard Mikkelsen som medejer. Medarbejdertallet på 9 i det trykte regnskab er desuden allerede en underdrivelse.
– Vi er 14 i dag, fortæller adm. dir. Peter Brockdorff. Bureauet er således allerede tæt på det ideal-mål, man definerede ved starten.
– Og det mål gælder stadig. Vi vil hellere være en lille eksklusiv kreds end et stort bureau, og vi vurderer ca. 16 medarbejdere som vores ideal-størrelse. Vi oplever en fantastisk dynamik med den størrelse, vi har nået, siger Peter Brockdorf f og tilføjer, at han forventer at nå de 16 medarbejdere inden udgangen af første halvår. Hvad der skal ske herefter ligger ikke helt fast, men der kan både blive tale om at starte et niche-bureau eller et egentlig second brand, hvis bureauets koncept viser potentiale til videre vækst.
Han forklarer det gode økonomiske resultat med en filosofi om ikke at arbejde uden beregning.
– Vi siger f.eks. konsekvent nej til at deltage i bureau-konkurrencer uden beregning. Den slags er skruen uden ende og en devaluering af vores arbejde. Men den holdning betyder samtidig, at vi ikke har meget spildtid, siger Peter Brockdorff.
Men det er helt sikkert også nemmere at praktisere den holdning, når man alligevel har succes med at hente kunder ind i butikken. Peter Brockdorff siger, at bureauet har vundet 9 ud af 10 bureau-konkurrencer, man har deltaget i. Senest har Hans Just besluttet at placere alle sine alkohol-mærker hos Living Brands, og dermed bliver firmaet et af bureauets største kunder.