Brandhouse har de seneste år gjort sig stærkt bemærket i diverse kreative awardshows.
Og ved fredagens Creative Circle Award vakte de igen opsigt med ikke mindre end otte nomineringer, der udløste to guld, en sølv og to bronze.
Samtidig er der også én af de sjældne D&AD Pencils på vej fra England, og i foråret blev en Brandhouse-film for Interflora kåret til én af de bedste tv-reklamer til ZuluAwards.
Arbejderne er oftest skabt i samarbejde med en af de faste makkere, filmproducenterne hos Bacon, hvis tone sidder lige i skabet, når Brandhouse-kunderne skal have kunst og effektivitet på en gang.
Hæderen ved ZuluAwards er lidt speciel, idet juryen bestod af den danske befolkning – ikke reklamefolk.
Og Interflora-filmen er vel at mærke den eneste reklame, der både vandt reklame-folkets gunst ved Creative Circle Award og folkets gunst ved ZuluAwards.
Vi spurgte Mikkel Elung, kreativ direktør hos Brandhouse, hvad den gyldne formel er?
– Jeg tror ikke, der kun er én formel. Men vi er meget optaget af at kende forbrugerne, og vi laver hvert år en analyse af mere end 20.000 forbrugeres kontakt med 220 forskellige brands. Det giver værdifuld viden og en god fornemmelse for de mennesker vi kommunikerer med.
– Når vi blander den viden med en gruppe talentfulde og empatiske kreative, så opstår der som regel mange gode løsninger – og så er det sværeste at være hårde i udvælgelsen, mener Mikkel Elung.
Det lyder kedeligt. Hvad med de nyeste teknologiske landvindinger? Hvor er 3D-printerne og dronerne henne?
– Vi ser et stort potentiale i nye teknologier, men vi starter aldrig i teknologien. Vi starter altid hos de mennesker, vi skal kommunikere med og de målsætninger, vi skal opfylde – og så bruger vi teknologi alle de steder, den kan hjælpe os, fortsætter han.
Gør I ikke noget andet end at kende forbrugerne?
– Vi gør mange ting, men det vigtigste er nok, at vi insisterer på, at markedsføringen skal være en god oplevelse for forbrugerne – ud fra en filosofi om at markedsføringen i dag er en integreret del af brandet, på niveau med produktet.
– Det betyder, at markedsføringen skal være en lige så god oplevelse som produktet eller den service, der omgiver brandet. Det betyder også, at vi stræber efter at skabe løsninger, der ikke føles som reklame.
– Og vi kan se, at det giver en markant effekt. For eksempel ligger de film, vi skaber for Interflora, konsekvent helt i top i reklameeffekt, og den seneste er set af mere end 1 million mennesker på YouTube – uden at vi har kastet penge efter seedning.
Er kreative priser overhovedet vigtige for jer?
– Vi har ikke en strategi om at vinde mange priser, eller om at positionere os som en kreativ hotshop. Vores strategi er at blive kendt for at skabe de stærkeste og mest profitable brands.
– Men når vores løsninger også vinder genklang hos vores dygtige kolleger i branchen, så er det et fantastisk klap på skulderen. Vi er på ingen måde immune for ros – uanset hvor den kommer fra, slutter Mikkel Elung.
Se Interflora-filmene her.
Odd Love
Circus Love
Mors dag