Hånden på hjertet: Hvor tit når du at stoppe dig selv, inden bilen bliver til en lortebil? Mælken til lortemælk? Og dagen til en lortedag?
Teleselskabet Call me og reklamebureauet Jangaard Mark fortsætter med en ny serie af reklamefilm opfordringen til danskerne om at opføre sig ordentligt og bevare den gode tone.
Kampagnen tager udgangspunkt i de valg, vi alle sammen træffer, når noget – måske bare små ting i hverdagen – går os imod: Hvad gør vi? Lader vi det gå ud over andre, når bilen ikke vil starte, eller mælkekartonen går i stykker – eller tæller vi til 10?
Det er der kommet fem ny film ud af, og dermed fortsætter Call me arbejdet på kommunikationsplatformen Tal ordentligt – det koster ikke noget, der første gang så dagens lys i 2012.
Og ifølge teleselskabets marketing- og salgsdirektør Anthony Lim, har det, der oprindelig startede som en reklamekampagne i 2012, udviklet sig til en bevægelse, der gennemsyrer hele virksomheden.
Ønsker at tage ansvar
– Vi har valgt at tage ansvar for kommunikation mellem mennesker. Vi kæmper aktivt for en verden, hvor vi både lytter og taler ordentligt til hinanden. Af samme grund vil vi aktivt bidrage til at komme mobning til livs, til at udskifte mistrivsel med trivsel, og vi vil helt grundlæggende tale for, at vi hver især tænker over hvilken stemme, vi giver videre til vores næste – og til næste generation, siger han.
Den nye kampagne består af en lille føljeton på i alt fem kampagnefilm, der skal opfordre os danskere til at starte dagen på en ordentlig måde.
– Vi er som individer nødt til at tage et ansvar for, hvad det er for et humør – en stemning – vi giver videre til andre, når vi starter vores dag. En lortedag for én bliver nemt til en lortedag for mange. Men sådan behøver det ikke være, og det er budskabet i vores nye kampagnefilm, siger Anthony Lim.
Priser – og handling
Kommunikationsplatformen Tal ordentligt – det koster ikke noget, har siden 2012, hvor Call me lancerede den, budt på mange forskellige eksekveringer – og vundet flere priser.
Den første kampagne vakte stor opsigt både herhjemme og internationalt og vandt bl.a. prisen som Årets Bedste Reklamefilm ved The True Award 2012, og sommeren efter en bronze-løve ved VM i reklame i Cannes.
Og det gode budskab er sendt ud i mange forskellige eksekveringer: I 2013 lancerede Call me fx et kreativt samarbejde med sangeren Barbara Moleko, som skrev og indsang nummeret ”Gør det lettere” specielt til en musikvideo fra teleselskabet.
Siden blev universet yderligere udfoldet i form af et samarbejde med gruppen Lighthouse X – og sidste år i april kom filmen Hvilken Stemme Giver Du Videre, der satte særligt fokus på hvordan børns sprog påvirkes af det, de voksne siger.
I øvrigt er det ikke kun snak: Call me står også bag en række trivselsprojekter, der arbejder for at bevare den gode tone og i skolen, i sporten, i familien. Det kan du læse mere om her.
De fem nye film, der går i luften i dag, skal i første omgang leve på diverse online-platforme – og du kan se to af dem lige her.
Tæl til 10 – eller send bilen på værksted
Tæl til 10 – eller hent posten i haven