Man fortæller – og det er nok bare en vandrehistorie – at der nede i Holland findes en stråletunnel. Når exportchaufførerne har kørt deres lastede vogne ind i den, skynder de sig i sikkerhed. Så bliver der tændt for de radioaktive bølger, og vupti: peberfrugter, jordbær, bananer og mangofrugter er sikret et langt liv. Selv lastbilens dæk er fuldstændig bakteriefri.
Det kan godt være, at det er løgn, men rent teknisk er det muligt at bestråle fødevarerne og dermed forlænge holdbarheden. I nogle lande er det mere tilladt end i andre. Skal det så stå på varen? Tja, forbrugerne vil ikke have radioaktive agurker på deres leverpostej. Sådan er de, bagstræveriske og uden fornemmelse for industriens fremskridt. Der var sikkert også ballade, da den første konservesdåse kom på markedet, og sådan vil folk pr. instinkt stritte imod, fordi de ikke ved, hvad der er godt for dem – og for leverandørerne.
Derfor må vi i gang med at fortælle, at bestrålingen er fuldstændig uskadelig for mennesker og dyr. Det er nærmest en sundhedskur. Der er ingen salmonella i en bestrålet kylling, fordi alt levende er dræbt, og det er da en vældig fordel. Skulle dødsstrålerne medføre tab af næringsværdi, er det såre enkelt at spise en håndfuld piller, men i øvrigt vil vi hellere se på det som livsstråler og glæde os over, at lang holdbarhed giver mindre spild og svind. Tænk også på fodringen af den 3. verden! Radioaktiveret mad har intet med atomkraftværker eller Jacques Chirac at gøre. Foryngelseskuren er ifølge eksperter 100% uskadelig, så der er ikke noget at hyle op over.
Det samme gælder hormonkød. Hvad bilder vi europæere os egentlig ind? Her kommer vores amerikanske venner og tilbyder os mørt og rødt oksekød direkte fra prærien, og så forlanger vi i vores provinsielle bondskhed, at der skal være et skriggult mærke på pakkerne, hvor der står “hormoner“. Som om amerikanerne ikke havde mere forstand på bøffer end os! Alt det med, at damerne får skæg og at mændenes testikler smuldrer, er sikkert rene ammestuehistorier, og desuden tager kvinder vel ikke skade af at barbere sig lidt på hagen; det er vel nærmest tegn på, at ligeberettigelsen slår igennem.
Folk er bange for fremskridtet, og derfor skal vi ikke forvirre dem yderligere ved at tvære “hormonkød“, “bestrålede tomater“ eller “gensplejsede gulerødder“ hen over pakkerne. Mad er mad, æd selv!
Forbrugerne bliver nødt til at acceptere, at industrien bestemmer, og at der ikke kan tages individuelle hensyn til de sippede. Hvis det bedst kan betale sig at tilsætte farvestoffer, aromastoffer, smagsforstærker, konserveringsmiddel, kryptonit, fortykningsmiddel og syntetiske hjælpestoffer, så må forbrugerne acceptere det eller holde sig til øko-kålrabi, men at forædlede produkter skal tilklistres med alverdens panikfremmere, er vel nærmest et indgreb i virksomhedernes privatlivsfred og en krænkelse af deres forretningshemmeligheder. I årevis har vi svælget os i grise, der var reguleret med vækstfremmer og antibiotika, og det skulle ikke skrives nogen steder. Derfor må virksomhedernes konkurrenceevne ikke skades ved, at opfarende miljøgrupper begynder at kaste sig over uskyldige levnedsmidler blot for at profilere sig.
En munter kampagne, der fortæller, at radioaktivitet rimer på kvalitet, og at hormoner fremmer harmonien, skal berolige en ny tids forbrugere.