Årelang kappestrid mellem DSBs Harry-koncept og Sonofons Polle synes afsluttet. Med Harry som den klare vinder. Det er resultatet af en ny analysemetode, som TV2 har taget i brug til kåringen af månedens Glade Seer.
Tidligere blev Hitlisten skabt på basis af telefon-interviews, hvor respondenterne blev bedt om at nævne tre film, de syntes bedst om, som de havde set i ugens løb. Måneds-vinderen blev så den, der havde opnået den højeste score i månedens løb.
Den ugentlig hitliste bliver stadig til på den måde. Men nu bruger man så internettet til at kåre måneds-vinderen. Alle film, der har været på ugelisten, bliver forelagt et internet-panel, som giver filmene karakter oven på at have set et par billeder og læst en tekst om dem.
Som det fremgår af det nye nummer af Markedsføring, så vandt DSBs Harry i april. Men det fremgår samtidig, at en Polle-film ikke engang klarede at komme blandt de 10 bedste i april, selvom konceptet ellers tidligere har vundet bunker af Glade Seere.
Helt uden repræsentation på listen er Wibroe, Duckert & Partners dog ikke. To Toyota-film ligger nummer 3 og 5 – efter de to Harry-film på toppen.
Se hele listen i Markedsføring.