Overskriften skal symbolisere, at det ikke er let at være Harry og Bahnsen. I disse tider. Til den flok af forstyrrelser, der i forvejen havde ramt jernbanedriften, kan nu tilføjes taskeskrækken. I New York, der er et skridt foran os, er barnevogne ikke længere velsete i subway’en.
Forestillingen om, at alt går glat, når blot du bruger banen, perforeres af udefra kommende uforudsigelige hændelser, der – muligvis forsætligt – lammer storbyen og spreder skræk. Det er ikke DSB’s skyld, at det forleden var påkrævet at afspærre Københavns Hovedbanegård i seks timer. Men det giver den kollektive trafik (et sproglevn fra 1970’erne) et klip i kortet. I fjernsynet vil en ekspert kunne forklare, at det netop er terroristernes mål at sprede denne usikkerhed, og at vi ikke må panikke (nyere verbum).
Effekter, der indtil for kort tid siden blev behandlet som hittegods og anbragt til afhentning på et hittegodskontor, håndteres nu som helvedesmaskiner. Den hy ggelige forvalter af fundne sager skal nu være iført skudsikker blå kittel og panserbriller.
At Harry, Bahsen og hele holdet fik en Arnold må glæde enhver, der tror på langsigtet konsistent reklame med humor. Ni ud af ti film sidder lige i øjet, og det er utroligt, at det lilla fabeldyr endnu ikke er slidt op i publikums øjne. Parolen ”I toget er tiden din egen” er lidt dobbelttydig, da den ikke må forveksles med ”Tog til tiden”. I toget (og på perronen) er tiden din egen, og måske får du masser af den. Driftsirregularitet er velsagtens ikke et af de emner, Pilmark og Pjuske tager under behandling. Måske vil det også være dumt at tvære i det.
På den anden side kører det jo ikke 100 % for DSB. Leverancen af de smarte italienske IC4-tog trækker ud, og dårlige skinner trækker hastigheden ned. Transportminister Flemming Hansen er som sine forgængere på vej ud i et morads. Det er den mindst misundelsesværdige taburet, ministeriet er uoverskueligt og skal styres af en effektiv departementschef. Hansen ligner en tr æt mand, der efterhånden har udtømt sine muligheder for at forbedre trafikken i Danmark.
Kommunikationsmæssigt er det en vanskelig opgave at holde humøret oppe blandt passagerer, personale og presse. At effektiv trafikinformation er påkrævet overfor de berørte og betalende passagerer siger sig selv. Folk må vide, hvad der forhindrer deres frie bevægelighed i henhold til ordinære køreplaner, så de i deres mobiltelefoner kan underrette ventende personer om forventet ankomst.
Situationen bliver ikke nemmere, hvis DSB skal følge en EU-forordning, der pålægger jernbaneselskaber at udbetale erstatning for forsinkelser. Benito Mussolini, den italienske diktator fra 1922 til 1943, ville have anerkendt, at det på Romtraktaten grundlagte EU gør en helhjertet indsats for at fremme tog til tiden. Det var også en hovedopgave for Mussolini og hans hird, og det vakte respekt udenfor støvlelandet (typisk sports-synonym). Berlusconi er mere optaget af tv. At tænke sig en statschef, der selv ejer store dele af propagandaappar atet. Her kan selv George W. Bush ikke være med.
Når man læser om de lyntog, der blev sat ind mellem Jylland og København efter Lillebæltsbroens indvielse i 1935, bemærker man spisevognens centrale placering i togstammen. Tænk, det røde lyn, der med 120 km/t forkortede rejsetiden til Esbjerg, Aarhus og Aalborg, kunne servere smørrebrød, forloren skildpadde og boullion med æg og flere slags øl, vin og spirituosa. Måske kan det nås at indføre sådanne faciliteter i de IC4-tog, som stadig er i venteposition. Ingen synes, at det er fedt at æde to døde blegpølser fra servicevognen mellem Vejle og Ringsted.

DSB kunne udnytte den produktfordel, at passagererne godt kan drikke lidt, fordi de ikke sidder bag rattet. Men det vil neomoralisterne nok finde anstødeligt.
Odense er blevet en forstad til Ørestad/København takket være Storebæltsbroen og fem kvarters togtur. At tage bilen til Odense er meningsløst, med mindre man har mange spredte ærinder og vareprøver. Tog og taxi er effektivt nok. Og normalt går det jo eft er køreplanen, og man kan også løbe ind i en motorvejskø eller en tågebanke.
Måske skal Harry og Bahnsen lære os, at al trafik er forbundet med et element af forsinkelse, og at vi alle skal tage det med godt humør, så kører toget snart igen. Den uopslidelige konflikt mellem Taunus og Tog, må twistes uden at blive taberagtig.
Skepsis koster markedsandele. Passagererne aflyser eller ændrer deres rejse, og de fleste danskere har so oder so adgang til automobiltransport fra Skagen til Gedser. Karry til Harry stiller skrappe krav til det dreamteam, der er fælles om det lilla plejebarn.