Et af Danmarks førende PR-bureauer Have Kommunikation bliver nu ”mediehus.” Det sker med etableringen af Have Backstage, en kulturportal med fokus på Haves egne kunder, men ”hvor der også vil være plads til unge talenter, der ikke har råd til at købe os som PR-bureau,” siger Michael Feder, adm. direktør hos Have Kommunikation.
– Idéen er simpel. I en medievirkelighed med faldende læsertal og annonceindtægter er de klassiske medier nødt til at prioritere. Det går fx ofte ud over den brede kulturdækning. I stedet for at klynke over det, skal kunstnerne og andre kultur-aktører selv tage affære. Det hjælper vi dem med ved at gå i luften med en kulturportal, hvor flere kommer til orde, fortsætter Michael Feder.
Han lægger ikke skjul på, at Backstage skal hjælpe kulturen med at sælge billetter, plader og idéer. Det er marketing, PR og journalistik, det her, og den kommercielle bagtanke skjules ikke. Feder siger også, at det primært bliver Have Kommunikations egne kunder, der opnår synlighed via reel journalistik og egne (bruger-genererede) bidrag.
– Hvis de traditionelle medier ikke synes, at kunstnerne er interessante nok, eller ikke har ressourcer til at dække dem, er Backstage vores bidrag til at skabe synlighed. Vi har en redaktør og to journalister på opgaven, den ene til af producere videoer og den anden til skriftlig kommunikation. De vil så lave ”rigtig” journalistik for at gøre medierne nysgerrige.
Rigtig journalistik?
– Backstage er det første spadestik. Det er ”Work-in-Process”. Nu ser vi, om det fungerer til en bredere gruppe kultur-aktører, end vore venner og kunder. Vi har udover film, lyd, nyhedsartikler og interviews også en blog-del, hvor meningerne forhåbentligt vil brydes. Og ved at bruge tre professionelle folk, skaber vi en troværdighed om kommunikationen. Det håber vi i det mindste.
Men rigtig, troværdig journalistik?
– Det vil tiden vise. Her er tale om en balance, hvor vi på den ene side omtaler vore egne kunder, og på den anden side giver redaktionen frihed til at interviewe, skrive og filme kunderne – og andre. Så jeg indrømmer, at dette er et eksperiment. Kan et kommunikationsbureau skabe troværdig kommunikation omkring deres egne kunder? Det er det spørgsmål, vi skal besvare.
Det er vel i behandlingen af ikke-kunder, Backstage opnår troværdighed. Ellers er portalen blot camoufleret branded content eller PR eller image-pleje?
– Det vil vise sig. Men vi har naturligvis lettere ved at arbejde i dybden med vores kunder. Adgangen til kilderne er lettere for vore journalister. Hvis tre mand kastede nettet ud over hele kultur-Danmark, ville vores journalistik ende overfladisk. Det er jo præcis det, vi vil undgå.
Er der et trin to i Backstage?
– Vi er ved at etablere korrespondenter i Berlin, Beijing og Los Angeles, så vi kan levere kultur-informationer fra den store verden. Det vil ikke være vore egne journalister, der leverer det. På den måde hiver vi verden ind til os. Men nu starter vi med Backstage, og så ser vi, om vi kan inspirere kultur-Danmark med det initiativ, slutter Michael Feder.