Snart kan seriehungrende danskere smile lidt bredere, når den amerikanske betalingskanal HBO, der står bag prisvindende serier som “Sopranos”, “Game of Thrones” og “The Wire”, bliver lanceret som HBO Nordic i Danmark, Sverige, Norge og Finland i oktober.
HBO Nordic kommer til at være synlige i mediebilledet på alle fire markeder hele efteråret, og det primære tryk kommer til at være PR-drevet via bl.a. events for målgruppen, mediesamarbejder og aktivering af sociale medier.
Til dette har HBO Nordic valgt PR-bureauet MSL som partner i hele Norden med det danske kontor som lead agency.
– MSL var et naturligt valgt for vores nordiske lancering, da de har kontorer i alle fire lande, hvilke sikrer en effektiv koordinering og ensartet eksekvering af vores PR-strategi. Vi kommer til at lancere en masse spændende nyheder i den kommende tid, der vil kræve en hel del aktivering, og det var derfor også vigtigt for mig at finde en samarbejdspartner, der både tænker kreativt og på tværs af alle kommunikationsplatforme, siger Christina Sulebakk, Marketingchef HBO Nordic.
Hos MSL er glæden over den nye aftale stor.
– Det er jo en drøm at være med til produktlanceringen af et firma, der har fået de fleste danskere, mig selv inklusiv, til at sidde klistret foran skærmen uden at blinke ved hver ny episode af ”Game of Thrones”, ”Sopranos”, ”Sex & the City” og ”Band of Brothers”, siger Anton Greiffenberg, Country Manager MSL Copenhagen.
– HBO er et af de stærkeste medie varemærker i verden. Lægger vi dertil den teknologi og nye tilgang HBO Nordic kommer med til VoD markedet, klager jeg ikke over nyhedsværdien, fortsætter han..
HBO bliver i Norden et rent online-produkt, hvor man for 70 kroner om måneden får adgang til de nyeste afsnit af populære HBO-serier. Indtil nu har danske tv-seere typisk måtte vente et år før de kunne se de nyeste sæsoner af HBO’s serier på enten tv eller DVD.