Forretningsmanden Jens Heimburger, der tidligere har gjort sig bemærket på it-, reklame- og politiker-fronten, skal nu til at drive et safari-rejsebureau.

Det bliver konsekvensen efter, at Heimburger for et tocifret millionbeløb har tilføjet det aarhusianske firma Afrika-Safari til sit porteføljeselskab, Dansk Generationsskifte A/S. Prisen er hemmelig, men menes at ligge på 40 mio. kr., skriver Børsen.

Afrika-Safari sælger, som navnet antyder, nicherejser til Afrika, men en stor del af firmaets kunder kommer fra Tyskland, Norge og Sverige.

– Det er et firma, der vokser med raketfart og har opretholdt en flot indtjening. Man har demonstreret, at man har et produkt, der kan sælges i flere lande. Markedsføringen foregår via internettet, så du behøver ikke engang etablere dig i de lande, siger Jens Heimburger, der gennem Danske Generationsskifte nu administrerer fem virksomheder med en samlet omsætning på 700 mio. kroner.

Opkøbet af safari-virksomheden er sket i samarbejde med erhvervsmændene Mads Kjær og Jan Krossteig.

 

Børsen