Danmarks formentlig 6-7 største reklamebureau er netop nu ved at blive født. Det sker gennem en fusion mellem Egeberg og Heimburger. Det nye bureau får 55 medarbejdere og en bruttoavance på 50-55 mio. kr.
Bureauet vil få domicil på Holmen i København i de gamle kanonbådsskure i betalingsstandsede ToyCitys lokaler. Det betyder, at Heimburger skal flytte lidt ned af vejen, mens Egeberg skal flytte fra Østerbro. Aftalen er fuldstændig dugfrisk, og derfor er hverken navn eller organisation endnu på plads.
– Men det bliver hverken Heimberg eller Egeburger, understreger Morten Theil, der oprindeligt stod for at skulle tiltræde som ny direktør for Egeberg, men som nu bliver direktør for det nye fusionerede bureau. Morten Theil kommer fra Propaganda, hvor Mobilix har taget størstedelen af hans tid. Ledelsen er ikke endeligt på plads, men han vil i hvert fald få Egebergs hidtidige adm. dir. Søren Stemann Beck og Heimburger Reklamebureaus adm. dir. Steen Holm med sig i ledelsen.
Grey Communications Group (GCG) ejer 70 pct. af Egeberg, og i det nye selskab kommer GCG til at eje 51 pct., mens Jens Heimburger som ejer af Heimburger Reklamebureau vil eje de resterende 49 pct. Og dem har han forpligtiget sig til at beholde i mindst tre år. Der vil blive etableret nogle optionsordninger for ledende medarbejdere, som Jens Heimburgers aktieandel bl.a. kan bruges til.
Formanden for bestyrelsen bliver GCG’s koncernchef Hans Gundesen, mens Jens Heimburger vil blive bestyrelsesmedlem. Dermed bliver det nye bureau også et definitivt farvel til Anders Høiris, som siden han forlod Egeberg har fungeret som bestyrelsesformand for Egeberg. Anders Høiris er nu koncernchef for Carli Gry, og da Heimburger har Vero Moda som kunde, kan han ikke mere spille en rolle i bureauet og derfor afvikles alle realtioner – også de ejermæssige.
– Fusionen handler om at sikre begge bureauer en ordentlig platform og en størrelse, der kan tiltrække de bedste kontaktfolk og kreative samt i øvrigt sikre bureauets evne til at fungere som full service. Det har været bevæggrunden fra Egebergs side for at gå ind i fusionen, siger Anders Høiris og tilføjer, at begge bureauers fokus er ens og at bureauernes også deler opfattelse af, hvilke mangler, de har.
Jens Heimburger siger om sin rolle:
– Jeg vil stadig have en aktiv bestyrelsesrolle og kunne være med til at coache, men grundlæggende vil jeg gerne ud af reklameverdenen i løbet af en årrække. Mit personlige fokus er nu på Ahead Valtech, hvor jeg er bestyrelsesformand i Danmark og vicepresident for business development. Et job der kræver særdeles stor rejseaktivitet. På den baggrund er det logisk at udfase mit navn på bureauet, som nu kan få en ny spændende tilværelse og komme ind i en internationale kæde, hvilket er en naturlig udvikling.
En lille pudsig detalje er, at Jens Heimburger rent faktisk startede sin karriere i reklamebranchen hos Egeberg, hvor han lærte Søren Stemann Beck at kende.

PRæGET AF MARKANTE PERSONER
Morten Theil fremhæver også vigtigheden af at komme ind i et internationalt netværk, men forklarer herudover logikken i fusionen med, at der er tale om to bureauer, som begge har været meget marketing-orienterede og som har været præget af meget markante personer – Anders Høiris og Jens Heimburger.
– I begge bureauer har situationen for efterfølgerne været, at de har skullet bruge enormt meget tid på at bevare, således at ressourcerne har været for små til også at komme i offensiven. Ved at gå sammen får de offensiv styrke, og min opgave er at fungere som libero – eller kulturelt omdrejningspunkt – der skal skabe et fælles grundlag, tegne en ny bureauprofil, få personalet til at gå samme vej og forsøge at hive nye kunder til. Det nye bureau bliver overnight stort – men det er klart planen, at vi skal være større, siger Morten Theil.
Med fusionen bliver de repektive bureauers store kunder samtidig knap så dominerende. I Egebergs tilfælde gælder det bl.a. Toyota, mens det i Heimburger gælder Basisbank og Bestseller.

ECCO BLIVER
Ecco har fornylig været på vej væk fra Heimburger, fordi, man har ønsket at komme ind i et internationalt netværk. Selskabet har således været rundt hos Grey, Bates, Leo Burnett og Saatchi & Saatchi, men valget af nyt bureau er nu udsat et halvt år, fordi salgs- og marketingdirektør Jan Stig Andersen nu skal til USA og drive Eccos forretning derovre.
Der skal hele tre mand til at erstatte Jan Stig Andersen, idet han hidtil har haft ansvar for marketing, salg og detail. I stedet kommer der nu en ny chef for hver af de tre områder, og den organisation skal på plads og fungere, før man vil skifte bureau. Man var ellers nået frem til en favorit, oplyser Jan Stig Andersen.
De nye chefer skal rekrutteres både eksternt og internt.
– Vi har masser af ungt talent internt, men vi bliver nødt til at hente en senior til i hvert fald salgschef-posten, siger Jan Stig Andersen.

FORKæLE OG BERIGE
Spørgsmålet er dog, hvordan verden ser ud om et halvt år, og om det nye fusionerede bureau vil være i stand til at fastholde Ecco som kunde.
Morten Theil understreger, at det nye bureau skal fastholde sin stærke marketing-kompetence samtidig med, at man skal have fokus på kreativitet.
– Jeg undrer mig over, at man kan diskutere, om kreativitet sælger. Selvfølgelig gør det det. Og for et reklamebureau er forbrugerindsigten samt netop evnen til at skabe en god ide – hvad enten det er på strategi eller kommunikation – kerneproduktet, siger Morten Theil, der samtidig lægger vægt på mennesker.
– Personalet er vigtigere end kunderne forstået på den måde, at med det rigtige personale kan du skaffe kunderne, mens du mister kunderne, hvis ikke det fungerer med personalet, siger Morten Theil og tilføjer, at kunderne skal føle de bliver både forkælet og beriget i det nye bureau.
– Jeg taler af erfaring. Som marketingchef i Fritidsrejser og Star Tours ved jeg hvor meget sværere en marketingchef har det end f.eks. en IT-chef. Når han skal sælge reklameløsninger ind i en organsiation, så har alle jo pr. definition en mening om reklame, siger Morten Theil.