Den hollandske bryggerigigant Heineken har valgt at afslutte et ellers meget succesrigt samarbejde med reklamebureauet Wieden + Kennedy (W&K).

Samarbejdet, der har kastet den ene pris efter den anden af sig ved internationale awards-shows, har varet i fem år.

Heriblandt skiller især Heineken’s “Legendary Journey: Justifying A Premium The World Over” sig ud, der eksempelvis fejrede store triumfer ved VM i reklame, Cannes Lion.  

I stedet vil Heineken fremadrettet satse på Publicis Worldwide, der får ansvaret for den globale kommunikation, mens lokalt arbejde vil blive udført af bureaugruppens repræsentanter i de enkelte lande.

Herhjemme rummer Publics-gruppen bl.a. Saatchi & Saatchi og MSLGroup.

Til marketingmediet Brandrepublic siger Jan Derck van Karnebeek, CMO hos Heineken, følgende om bruddet.

– Efter fem år et det høje tid, at vi går hver til sit. Vi har nydt godt af et stærkt og effektivt partnerskab. Nu er det på tide at komme videre. Både for W+K og os, lyder det.