Det er nat på Christiansborg, og skilderierne af tidligere socialdemokratiske regeringsledere taler bekymrede sammen, så man ikke skulle tro, at det var Borgen, man befandt sig på, men snarere Harry Potters kostskole, Hogwarts.
Især den animerede Thorvald Stauning er bekymret over nationens tilstand, men en trappeklatrende og overskudsagtig Helle Thorning får ved sin blotte tilstedeværelse den bekymrede Stauning til at genvinde troen på Danmarks fremtid…
Det er kort fortalt handlingen i en viral reklamefilm, som Socialdemokraterne i disse dage forsøger at sprede blandt danske internetbrugere. Formålet synes at være at indskrive Helle Thorning-Schmidt i rækken af store socialdemokratiske regeringsledere.
Filmen blev vist for partiets medlemmer på Socialdemokraternes seneste kongres, men den har hidtil ikke været tilgængelig for offentligheden.
Det bliver der nu lavet om på i en mindre kampagne, hvor en kort udgave af filmen bliver lagt ud på udvalgte sider online.
Ideen med filmen er at bryde traditionen med såkaldte ”talking heads” inden for politisk kommunikation. Når politikere herhjemme bruger levende billeder til at fremføre budskaber, har tendensen været, at de taler direkte til seerne og forklarer, hvad de vil politisk.
Filmen her leger i stedet med fiktion og bruger visuelle virkemidler kendt fra større spillefilm, såsom Harry Potter-filmene.
Filmen er produceret af bureauet Green Copenhagen, og den kører online de næste måneder på blogs, websites og Facebook. Socialdemokraterne forventer, at videoen bliver afspillet over 100.000 gange i de kommende måneder.
Se filmen her: