Socialdemokraterne opfordrer regeringen til at genoplive det brede politiske samarbejde om Danmarks EU-politik. Det sker på trods af, at ét af de fem ja-partier, nemlig SF, allerede har krævet, at EU’s nye reformtraktat sendes til folkeafstemning.
– Man kan jo godt forny den politiske aftale om Europa, som vi havde i forhold til forfatningstraktaten – og det regner jeg også med, at vi vil gøre. Det tror jeg også, at SF gerne vil være med til. En del af aftalen var dengang netop, at man vurderede selve forfatningstraktaten. Hvad der stod i den. Dengang havde vi jo ikke nogen grundlovsvurdering af den. Vi vurderede selve forfatningstraktaten og havde politiske holdninger til den. Det kan man godt gøre igen, siger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt.
/ritzau/