Over de seneste år er det svensk-stiftede bureau Chimney Group, som beskæftiger sig med blandt andet postproduktion, reklamefilm, tv-produktion og musikvideoer, vokset til 260 medarbejdere fordelt på seks lande.
Det giver anledning til at styrke samarbejdet på tværs af landegrænserne, og til at løfte denne opgave i Danmark har Chimney hentet Hello Groups tidligere kommercielle direktør Nikolai Kronborg, som i morgen tiltræder jobbet som adm. direktør i Chimneys danske afdeling i København.
CEO i Chimney Group, Michal Kalinowski, oplyser i en pressemeddelelse, at Nikolai Kronborg i høj grad skal bidrage til at styrke landesamarbejdet – foruden at udvikle og vækste alle bureauets forretningsområder – som fx reklamefilm, webvideoer, tv-programmer, interne kommunikationsvideoer og spillefilm.
– Hvis vi skal være blandt verdens bedste til at arbejde med levende billeder, skal vi blive bedre til at udnytte vores størrelse. Alle vores samarbejdspartnere skal have glæde af den innovation, fleksibilitet og proaktivitet, der florerer blandt vores 260 ansatte verden over. I Nikolai Kronborg har vi fået en rigtig stærk personlighed, som kan sørge for, at denne ambition bliver bragt til handling.
Nikolai Kronborg er blevet headhuntet til den nye stilling i Chimney, og siger selv om de nye udfordringer:
– Hos Chimney går man på arbejde hver dag med en tro på, at man kan forbedre kommunikation gennem levende billeder. For mig er det en utrolig spændende tilgang til det kommunikationsfag, jeg elsker så højt. Jeg har en dyb passion for styrken i film og storytelling, og hos Chimney arbejder man med begge dele.
Men beslutningen om at forlade Hello Group var ikke nem, tilføjer han.
– Jeg har været utrolig glad for min tid i Hello Group. Det er nogle af de dygtigste mennesker, jeg har arbejdet med – hvilket understreges meget godt af bureauets mange flotte nomineringer og priser ved DIA13.