Der er gang i butikken hos Hello Group. For bare et par måneder siden kom Christoffer H. Malling således til fra Wemind med den erklærede opgave at skabe øget fokus på sociale medier og samtidig projektlede og rådgive bureauets kunder inden for digital strategi og forretning.
Men allerede nu er det slut med at være den nye dreng i klassen for Christoffer, for en række nye kunder og projekter har fået københavnerbureaet til igen at opruste – denne gang med fire internationale profiler.
Og netop det internationale pust – Hello Group tæller pt. ni forskellige nationaliteter fordelt på 35 fastansatte – er ifølge bureauets CEO Jakob Langemark en fordel både for de internationale og de danske kunder.
– Siden vi startede i 2006, har vi haft et stort marked uden for Danmark. Senest har vi landet to større kunder i USA og en i Schweiz, så det er helt normalt for os at arbejde i et internationalt miljø. Det internationale perspektiv er også til stor gavn for vores danske kunder – særligt dem, der både skal vinde i Danmark og på eksportmarkederne, siger han.
De fire senest ansatte er:
– Gus Guerrero, der er ny Concept Developer og kommer fra Venezuela, hvor han efter 8 år som producer og vært på sit eget radioprogram, slog sine folder som copywriter hos BBDO og JWT. Da Hello fik kløerne i ham, var han dog bosat i London som freelance creative for bl.a. KesselsKramer og VCCP Share. Gus har en MA i Digital Media, og skal hos Hello fungere som kreativt mastermind og konceptudvikler.
– Aleksandra Kiebdoj, der er ny Account Manager, er født og opvokset i Polen, men har de seneste otte år boet i Skandinavien. Aleksandra har en BA i organisation og ledelse samt en PA i multimediedesign, og har sin baggrund i B2B salg og kundepleje hos blandt andre Shell LPG og SmartResponse Media. Hunkommer primært til at bistå bureauets finanskunder.
– Magnus Lönnegren Wikensten, der er ny UX Architect i Hello UX, er svensk og kommer fra en stilling som Information Architect og Interaction Designer hos Kunde & Co. Magnus har en bachelor i Cognitive Science fra University of Skövde, og har i hjemlandet arbejdet for både Sony Ericcson Mobile Communications og Tactel.
– Philippa Stasiuk, der er ny Copywriter i Hello Health, er fra USA og har en baggrund som journalist og marketing researcher i New York og senest som freelancer for Novo Nordisk og denmark.dk (Udenrigsministeriet). Hos Hello vil Philippas skarpe pen primært komme bureauets Health-kunder til gode.
Herudover har Hello Group for at løfte den øgede arbejdsbyrde desuden projektansat en række freelancere, og ser i øvrigt frem til at tage imod bureauets nye australske Lead Designer den 1. april.