Det kreative, digitale bureau Hello Monday kom ganske solidt ud af 2015, hvor en bruttofortjeneste på 13,4 mio. kr. blev forvandlet til én mio. kr. på bunden, hvilket er lidt mindre end i fjor.

Umiddelbart ikke voldsomt imponerende, når man sammenligner med digitale bureauer herhjemme som Wunderman og DIS/PLAY, der stormer frem, men det bekymrer ikke Andreas Anderskou, president for Hello Monday.

– 2015 var i det store hele tilfredsstillende. Vores overskud kunne være blevet større, hvis ikke en af vores amerikanske kunder var gået i betalingsstandsning. Der er vi gået glip af en net sum, siger han.

Fingrene i produktet

Han hæfter sig i stedet ved, at Hello Monday i 2015 for alvor slog igennem med produktudvikling. Han henviser bl.a. til YouTube Kids, der blev lanceret i november med 10 millioner downloads de første 10 måneder, hvor bureauet stod bag både identitet, UX og UI.

Bureauet laver også produktudvikling for Google, Deutsche Telekom, TV 2 Zulu og et større amerikansk startup, der vil helbrede lungekræft.

– Det er et område, som vi bevæger os mere og mere ind på. For få år siden, så digitale bureauer sig som en modpol til de traditionelle reklamebureauer, men alting er digitalt i dag, så grænserne begynder at udviske sig. Da vi startede Hello Monday, lavede vi websites. Nu rykker vi tættere på vores kunders produkter og sidder med ved bordet, når strategi og nye produkter og forretningsideer udvikles. Det er spændende og interessant, siger Andreas Anderskou, der åbnede Hello Mondays kontor i New York i 2009.

I det hele taget går Andreas Anderskou ikke så voldsomt meget op i, hvor mange millioner bureauet tjener om året, bare der er overskud.

– Det lyder måske lidt højspændt, men så længe vi er i plus, går vi mere op i at opretholde en tæt kultur, hvor der ikke gåes på kompromis med hverken kvaliteten eller bureauets værdier blandt vores 37 medarbejdere.

Ingen vækst for vækstens skyld

Så på trods af masser af kreative priser, har I ingen planer om at erobre verden?

– Det kommer an på, hvad du mener. I 2015 lavede vi globalt arbejde for bl.a. Lego, Deutsche Telekom, Google og YouTube, ligesom vi senest har føjet LG, Johnson & Johnson og National Geographic til kundelisten, siger Andreas Anderskou.

Han fortæller, at Hello Monday ofte ikke er store nok til at imødekomme efterspørgslen.

– Hele vores identitet er bygget op omkring glade og passionerede medarbejdere, der leverer høj kvalitet i hvert eneste stykke kreativt arbejde. Det betyder langt mere for os end vækst for vækstens skyld og en stor bundlinje, slutter Andreas Anderskou.

Nøgletal Hello Monday – 2015/2014

(Mio. kr.)

Bruttofortjeneste: 13,4/13,7

Driftsresultat: 0,9/2,1

Årets resultat: 1/2,2

Egenkapital: 4,2/5