Det er bestemt ikke alle i bureaubranchen, der har grund til at pive.
Help PR & Kommunikation har sendt 2013-regnskabet på gaden, og det er nydeligt.
Bruttoavancen er steget med 19 pct. til 15,8 mio. kr., og resultatet før skat er vokset med små 30 pct. til 7,4 mio. kr. Det er i øvrigt 9. år i træk, at bureauet vokser.
Årsagerne?
– Vi har en betydelig mængde lange kunderelationer, de fleste over 6-7 år, og det er jo i sig selv vigtigt. Det nedsætter det daglige newbiz-raseri, der har det med at flytte fokus fra arbejde for de eksisterende kunder, siger Mads Byder, stifter og direktør i Help PR.
– Det har også en betydning, at vi koncentrerer os om det, vi kan, nemlig strategisk rådgivning og presse-håndtering. Skal kunderne have fx film, dyrke sociale medier, bruger vi vores stærke netværk. Vi rådgiver dybt, snarere end bredt, kan du sige.
– Endelig er vi alene om en art ”no cure no pay” politik. Vi tager ganske vist en mindre grund fee for at komme i gang, men hvis vi ikke lykkes med opgaven – fx at komme i medierne – sender vi ikke en faktura på det. Den konkurrencen skaber en vinderkultur her på kontoret, og det er medvirkende til, at vi har klaret det godt, slutter Mads P. Byder.