Forlaget Creva har nu fået rettens ord for, at der var tale om plagiat, da man i maj 2004 lancerede Helse på Job. Det er magasinet Helse, der har taget sagen til retten. Det udløste et fogedforbud i juni, og nu lyder dommen at der tale om en overtrædelse af både varemærkeloven og markedsføringsloven.
– Vi er meget tilfredse med rettens afgørelse. Plagiatet har intet at gøre med det rigtige Helse, som har eksisteret i 50 år og hver måned bragt aktuel og dokumenteret sundhedsoplysning, siger Helses bestyrelsesformand Ove Nørholm i en pressemeddelelse.
Pressemeddelelsen fortæller videre, at det er udlandsdanskeren Ib Nielsen, som ejer forlaget Creva.
Helses advokat Tom Bramminge Christensen fra Ret&Råd Odense er ikke i tvivl om motivet bag Helse på Job.
– Forlaget Creva har bevidst spekuleret i at lægge sig tæt op ad Helse i både bladets navn og indhold. Det er sket en klar manipulation af de mennesker, man har narret til et abonnement, fordi de ikke har fået at vide, hvem udgiver var. Så udover den åbenlyse krænkelse af loven om markedsføring og loven om varemærker, er moralen også temmelig anløben hos forlaget Creva, siger Tom Bramminge Christensen.
Helse oplyser, at Creva trods fogedforbuddet alligevel har udgivet et juli-nummer Helses advokat siger derfor, at Creva nu er blevet mødt med et erstatningskrav på 3 millioner kroner og et yderligere krav om fogedforbud mod juli-nummeret af Helse på Job.
– Man kan ikke først nasse på andres gode navn og omdømme, så blive pålagt af domstolen at ophøre med sit forehavende og alligevel blæse afgørelsen et stykke. Den slags koster altså, siger advokat Tom Bramminge Christensen.