Henkel? Siger navnet dig noget, hvis ikke, så kan det oplyses, at det er en multinational koncern, der omsætter for over 15 mia. euro – godt 111 mia. danske kroner – om året.

Hovedprodukterne falder inden for kategorierne husholdningsprodukter, kosmetik og toiletartikler, hvor selskabets bedst kendte brands, såsom Loctite, Schwarzkop og Denivit, også befinder sig.

Mindst lige så interessant er det, at den tyske koncern har et dansk link, idet topchefen Kasper Rørsted såmænd stammer herfra.

Nu har Henkel besluttet sig for, at der skal skrues op for kommunikationsindsatsen og har hyret Rostra Kommunikation, der skal hjælpe kæmpekoncernen med strategisk kommunikation og brand PR i Norden.

Bureauet får blandt andet til opgave at bistå Henkel med rådgivning inden for strategisk kommunikation og i forbindelse med produktlanceringer inden for forskellige kommunikationskanaler.

Henkel glæder sig

Ifølge Cecilia L. Destoup, informationschef for Henkel i Norden, faldt valget på Rostra Kommunikation på grund af bureauets indsigt og særlige kompetencer inden for brand PR og Corporate PR samt kommunikationsopgaver inden for bæredygtighed.

– Henkel har en stor portefølje af varemærker inden for både skønhed, vaskemidler og husholdning samt tætning og overfladebehandling. Vi har meget at fortælle om vores forskellige produkter og i forbindelse med udvikling og lancering af nye produkter. Men også i forhold til vores særlige satsning med hele tiden at gøre produkterne endnu mere bæredygtige, siger Cecilia L. Destoup, der glæder sig over det kommende samarbejde med Rostra Kommunikation.

Også Tarik Belqaid, der er Nordisk PR-ansvarlig for Henkel Beauty Care, har store forventninger til det nye samarbejde.

– Mange af vores eksisterende varemærker er allerede blandt de stærkeste inden for deres felt på det danske marked. Jeg er sikker på, at Rostra Kommunikation kan hjælpe os med at forstærke de enkelte varemærkers position yderligere og skabe endnu mere opmærksomhed om vores produkter, siger Tarik Belqaid.

Henkel blev grundlagt i 1876, har hovedkvarter i Düsseldorf i Tyskland og tæller cirka 47.000 medarbejdere på verdensplan.