Alle mennesker er en slags brands. Vort navn er vort varemærke, og det har betydning, når vi skal sælge os selv. Mellemnavnet Nyrup betyder, at statsministeren ikke blot kendes som Poul Rasmussen. De fem bogstaver gør livet lidt lettere for redaktionssekretærer med stramme krav til antallet af enheder i overskriften, og genkendelsesværdien er sikker. Alle kan placere Nyrup i den kategori, hvor der kun er plads til én, nemlig statsministerbåsen.
I mediesamfundet vil vi gerne være på fornavn med et antal mennesker, som tilsammen udgør den store mediefamilie. Vi husker endnu Buster, Volmer, Gunnar Nu, Ibbermand og Liva. Kongehuset er inde i nogle forvekslingsproblemer, når Billed Bladet på forsiden må differentiere ved at skrive “Alex og Alexandra flytter ind på Riget PRINSESSER SKAL FØDE SAMMEN“. (Her må vare tale om en videreudvikling af synkronsvømning. Fød!) Alex er Joachims prinsesse Alexandra, der ved sin første pressekonference jovialt sagde, at man bare kunne kalde hende Alex. Alexandra er datter af prinsesse Benedikte og prins Richardt. Jamen, man skal vide den slags.
På samme forside optræder Frederik, og ingen er i tvivl. Det fornavn har han helt for sig selv uden konkurrence. Mere problemfyldt er det med navnet Henrik. Rubrikken “LYKKEGAARDS BRYLLUP“ refererer til skuespilleren Henrik Lykkegaard, som blev landskendt gennem tv-spots for Kohbergs Boller. “Hva’ ska’ ja’ sie?“. Men det nytter ikke at kalde ham Henrik, for det ejer Margrethes gemal.
Tilsvarende må Billed Bladet ty til efternavnet i overskriften “Henrik Dahl jubler: REN BABY FOR PENGENE“. Nu bliver det indviklet. Læserne af nærværende blad associerer uvilkårligt til den karismatiske og vittige livsstilstolker Henrik Dahl, men det er altså ikke ham, der er blevet far i denne omgang. Her er tale om en anden Henrik Dahl, der har et tv-program kaldet “Rene ord for pengene“. Vi er mange, der aldrig har set det og derfor ikke kender Henrik Dahl den anden. Her opstår et branding-problem, som gang på gang kan give anledning til forvexlinger, der måske ikke altid er lige komfortable.
I det hele taget må man i den trykte presse døje med kvartkendte tv-navne, som i virkeligheden er for perifere til at nyde fremme i bladenes gossip-spalter, og man har tv-stationernes pr-afdelinger mistænkt for hæmningsløs promovering af disse utvivlsomt elskværdige, men noget inferiøre personligheder. Kan man blive Danmarksberømt ved at optræde som vejrpige i en kanal med 6-8% af seerne? Ja, det kan man godt. Medierne har en fælles interesse i at vedligeholde en vis bestand af omtaleberettigede “kendisser“.
“OTTO TILBAGE IGEN“, står der også på Billed Bladets forside. Et foto hjælper, det er naturligvis vores ukuelige gamle baggårdspuma Otto Brandenburg, som nok har brændt sine to lys på et bord i begge ender, men stadig er iblandt os. Han kan få lov at optage det forholdsvis sjældne OTTO resten af sine dage. Her er ingen oplagte konkurrenter.
Sanne Salomonsen har patent på SANNE, og kollegaen Knud Christensen så tidligt værdien af at kalde sig Sebastian, så det har han også for sig selv. I sportens verden kan det medføre skæbnesvangre forviklinger, hvis man ikke formår at skelne mellem BRIAN’erne Laudrup og Nielsen. I politik har Mimi haft stor glæde af sit firebogstavers varemærke, og den nyvalgte politiske ordfører Lene Espersen kan håbe på at komme på LENE med folket (medmindre det kolliderer med Aqua-Lene), i forvejen er hun begunstiget af basislinien “den talende kavalérgang“, som hun fornuftigvis ikke er forlegen over. Folketinget har tre Pia’er, de to andre er erhvervsminister Gjellerup og erhvervsordfører Larsen fra Venstre med førerhunden Fogh, som dermed optager dette navn og tvinger andre Fog’er til også at opgive fornavn.
Et godt råd til alle karriere-aspiranter er, at de i tide besinder sig på deres navn. Er det et brand, eller skal de ofre 3.000 kr. på noget nyt?