Henrik Kaas fratræder i næste uge sin stilling som direktør for Sony Danmark. Stillingen som landechef vil, indtil en ny løsning er fundet, blive varetaget af Sony’s nordiske direktør, finnen Jouko Paananen, der i en meddelelse om fyringen annoncerer, at der inden længe vil ske en række organisatoriske ændringer.
Henrik Kaas, der gennem de sidste 10 år har arbejdet hos Sony både som marketingchef og som overordnet landechef, ønsker ikke at kommentere sin fratrædelse, men henviser til Jouko Paananen.
– Jeg har været meget glad for min tid i Sony. Det har været en fantastisk tid og fantastisk at arbejde med et så spændende brand, siger Henrik Kaas, der ikke har noget andet job på hånden, når han fratræder næste fredag.
– De sidste ti år har været meget intense. Derfor bliver det en ny situation at stå i. Men det åbner også for nogle nye muligheder, siger Henrik Kaas, der håber på at kunne fortsætte med at arbejde med markedsføring af livsstils-produkter.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jouko Paananen. jür