Clear Channels CEO og Huset Markedsførings bestyrelsesformand Henrik Sørensen forlader sit civile job. En længere årrække med 65 timer ugentligt ved roret har ikke givet mulighed for at ”tænke sig tilstrækkeligt om,” og nu hvor Clear Channel er en succes, er ”det tiden at orientere sig efter nye muligheder,” siger Henrik Sørensen, der orienterer medarbejderne i dag.
Det er en sund forretning, Henrik Sørensen fratræder efter tre år som salgs- og marketingdirektør og de seneste 15 år som administrerende direktør. Både omsætning og overskud er seksdoblet i hans ”regeringsperiode”, Clear Channels markedsandel er gået fra 27 pct. i 1997 til knap 60 pct. i 2012 og medarbejder tallet fra 35 til 160 personer i Danmark.
– Opgaven er fuldført, kan du sige, uden at det skal lyde for højtideligt. Der er en meget kvalificeret ledergruppe i Clear Channel og en færdig treårs strategi og handlingsplan for selskabet. Når man arbejder meget, får man ikke tid til at orientere sig i relation til nye muligheder. Jeg vil rigtig gerne prøve noget nyt, og vil bruge de kommende måneder til at afklare præcist, hvad det skal være, siger den 51-årige Henrik Sørensen.