4 ud af 10 danskere handler nu via mobil eller tablet, viser den spritnye undersøgelse af dansk e-handel fra betalingsgiganten DIBS Payment Services.

Og det er blot en af de interessante oplysninger, der er at finde i undersøgelsen, som foretages for ottende år i træk.

Af hovedtallene fremgår det, at e-handels-omsætningen set over en tre årig periode er steget med 41%.

I dag handles der varer på nettet for 58,7 mia. kr. årligt.

– At 4 ud af 10 danskere i dag – eller dobbelt så mange som for bare tre år siden- bruger mobil eller tablet til online shopping, og at tæt på halvdelen af os nu har MobilePay, er absolutte milepæle inden for dansk betalings- og handelskultur, lyder det fra Henriette Høyer, Sales Manager i DIBS Payment Services, der står bag analysen, der baserer sig på svar fra i alt 5.000 respondenter interviewet af YouGov.

Go Mobile or go home

Undersøgelsen viser også, at webshops er nødt til at være hurtige, mobiltilpassede og kunne tilbyde den rigtige betalingsopsætning for at undgå, at kunderne går til en konkurrent, som kan tilbyde de ønskede betalingsmetoder:

– Det kan ikke siges tydeligere: Mobiloptimering af webshops er ligeså vigtigt for e-handelsomsætning, som god service og skinnende butiksfacader er for detailhandlen. Mobiltilpassede webshops klarer sig bevisligt bedre: Hvis du som webshop ikke konverterer til et responsive format og er villig til at omstille dig til mobilbetaling, så taber du i ræset om kunderne – go mobile or go home, advarer Henriette Høyer.

Læs hele rapporten i bunden af artiklen (PDF) og få to håndfulde gode e-handels-råd fra DIBS herunder.

De 10 e-handels-bud

E-handel i Danmark når nye højder · E-handel er vokset imponerende 41% over de seneste 3 år og 8% siden sidste år: Danskerne køber nu for 58,7 mia. kr. om året på nettet, hvor svenskerne eksempelvis bruger 71,7 mia. kr., hvilket per capita er markant mindre end os danskere.

…men lavere priser sender forbrugere til udenlandske webshops · Dansk e-handel kunne være endnu større: 59% af danskerne som handler hos udenlandske webshops, handler der for at spare penge.

Mobilshopping når fuldstændig usete højder – småbørnsfamilier leder an · 4 ud af 10 onlinekunder siger, at de nu har handlet via en mobil enhed inden for de seneste tre måneder – næsten en fordobling på bare tre år (90% stigning). Penetrationsgraden hos de 25-34-årige er forventeligt høj (58%), men den er overraskende nok størst hos småbørnsfamilierne: Her har hele 69% handlet via smartphone eller tablet inden for de sidste seks måneder. Tallene indebærer en stigning på 213.000 nye konsumenter i Danmark, som er begyndt at handle via mobilen i år. Det betyder, at Danmark står for den største stigning af nye forbrugere inden for mobil e-handel i Norden.

…og de ældre er også med · Næsten hver femte ældre køber nu ind på nettet med mobil eller tablet. Tallet er ikke kun højere end hidtil, men er også i stærkere vækst end noget andet segment. Danskerne bruger flere penge på rejser end noget andet – kombineret · 50% af danskernes forbrug over nettet går nu til rejserelaterede køb som flybilletter, hoteller, togtransport etc. Varekøb udgør 36%, mens medierelaterede køb kun udgør 6%. Analysen fremhæver flere interessante kønsmæssige forskelle i danskernes forbrugsmønster: Eksempelvis er andelen af storforbrugere af tøj & sko dobbelt så stor blandt kvinder (6%) som mænd (3%), men faktisk endnu større i aldersgruppen 35-44 år (8%)

Der er nu flere danskere, der abonnerer på film end musik online · Danskerne har for alvor taget filmstreaming til sig: 1 ud af 3 abonnerer nu på tjenester som HBO og NetFlix, og det er særligt småbørnsfamilierne, der ser med. Overraskende nok har kun 14% af danskerne musikabonnement – vi er langt bagud ift. nordmændene (28%) og svenskerne (29%).

Rygterne om bogens død er stærkt overdrevne · Trods bebudelser om det trykte medies undergang er salget af trykte bøger over nettet ikke faldet så meget som forventet. Særligt de 35-44-årige danskere med højere indkomster beholder bøgerne på hylden, og 51% forventer samme eller højere forbrug af trykte bøger. De 55-65-årige forventer dog at købe færre fysiske bøger i fremtiden

Magisk grænse nær: Næsten hver anden bruger nu MobilePay · Danskerne har i massiv grad taget Danske Banks mobile betalingssystem til sig, og det kommer frontløberne til gode: Flere webshops der tog MobilePay Online til sig fra start, kan allerede nu melde om en decideret øget indtjening ift. før.

Convenience is King · Det er ikke længere kun pengepungen, der dikterer danskernes online-køb: For første gang køber flere danskerne nu ind over nettet, fordi de sparer tid, og det er nemt (67%), hvor kun 56% finder det vigtigst med lavere priser. Bekvemmelighed forklarer endvidere, hvorfor flere nu tyer til mobil, når indkøbene skal gøres: »Mobilen var nærmest«, lød det fra 67% af danskerne ift. spørgsmålet om, hvorfor de valgte at købe ind via smartphone

Småbørnsfamilierne vil have mad til døren · Serviceydelser hvor du får sendt dagligvarer til døren, vinder indpas særligt hos familier med små børn: Knap hver ottende danske småbørnsfamilie (13%) bestiller nu dagligvarer over nettet. Samlet set er det dog kun 5% af befolkningen, der gør brug af dagligvaretjenester, og her er vi langt bag Sverige, hvor 9% allerede benytter muligheden.