Pokémon Go-spillet, hvor man via sin smartphone kan finde og fange små kulørte figurer med navne som Pikachu, Magnemite, Drowzee og Electabuzz ude i den ”virkelige” verden, tog i sommerferien hele verden med storm.

I løbet af ganske kort tid begyndte også virksomheder og brands at spekulere i, hvordan man kunne udnytte den omsiggribende spillemani og tiltrække kunder og opmærksomhed.

Et af de seneste påhit stammer fra det amerikanske forsikringsselskab Esurance, som sammen med sit reklamebureau Leo Burnett fornylig kørte en ikke helt ueffen kampagne med titlen ”Don’t Catch and Drive”.

Kampagnen budskab var naturligvis, at man ikke skal give den i rollen som Pokémon-jæger, mens man kører bil – og gør man det, risikerer man at fange en af de mere ubehagelige og desværre ikke så sjældne Pokémoner. Som fx den irriterende Fenderbendix.

De andre Pokémoner i kampagnen går under navnene Collidaquill, Scratcherscrat, Hydrantacor og Dingduck.

Og som en ekstra ”ude i virkeligheden”-event havde bureauet og forsikringsselskabet opstillet en 3D-udgave af Fenderbendix midt i Chicago og simuleret et trafikuheld, der også involverede en pølsevogn – se med her.